Trommeslageren i Gasolin’, Søren Berlev, har etableret et nyt band, der spiller Gasolin’-numre, når nu de gamle ikke gider. Søren Berlevs Gas Show giver Djævlens Advokat en kraftig fært af nostalgi, nemme penge og helligbrøde.
Af Henrik Vesterberg
Søren Berlev, bum-bum, føles det ikke lidt underligt at føre sig frem med musikken, 30 år efter at Gasolin’ blev opløst?
»Jo, på en måde. Men det er noget, der er kommet ganske langsomt. Det begyndte med, at mit band, Midnight Blues – det er også dem, der er kernen i Gasshowet – havde et par gamle Gasolin’-numre med. På et tidspunkt sagde vi så: O.k. lad os prøve. Nu har vi så sat det her op. Men det er stadig på den betingelse, at jeg har vetoret, hvis jeg ikke synes, det holder«.
Gasolin’-medlemmerne har altid sagt, at det aldrig har været penge, det handlede om. Alligevel er der efter opløsningen udkommet fem-seks opsamlingsalbum, bøger, plakater, bokssæt og film. Hvordan er det lykkedes for jer at bilde folk ind, at I ikke er ude på at malke koen ...
»Nu ved jeg heller ikke, om man kan kalde det at malke koen«.
Og nu turnerer du så med et kopiband. I omtalen af koncerten står der meget møjsommeligt: »Søren Berlevs Gas Show bringer nyt liv til de elskelige numre. Det er ikke ren nostalgi: Sangen og musikken er den gode gamle – men stemningen og fortolkningen er ny. Det er altså ikke endnu et kopiband, der har set dagens lys. Det er Gasolin’ i Berlevs ånd anno 2006«! Er det virkelig sådan, det er?
»Ja, det passer meget godt. Der skulle måske hellere stå, at det er Midnight Blues’ ånd. Men det er ikke et kopiband på den måde. Vi spiller bare, som vi plejer, og vores sanger prøver heller ikke på at lyde, som om han er Kim. Så det er jo ikke sådan vanvittigt kopiagtigt«.
Og det er aldrig for pengenes skyld?
»Det ved jeg ikke. Man vil jo gerne kunne leve af at spille musik. Det er jo også business. Og med hensyn til pladerne er der jo også et pladeselskab inde over, som gerne vil tjene nogle penge«.
Skulle I ikke bare have sagt ja tak, dengang Roskilde Festival ville give jer en million hver for at spille. Så havde det været overstået en gang for alle?
»Jo, men vi er jo fire mennesker, der skal være enige om at spille sammen. Og det blev vi ikke. Jeg synes godt, vi kunne have lavet en lille tur eller spille det der job på Roskilde. Men det var ikke alle, der havde lyst til det«.
Hvem har egentlig haft mindst succes efter Gasolin’: dig eller Franz Beckerlee?
»Det ved jeg ikke. Men jeg vil nok sige, at jeg er den af os, der har spillet mest«.
Og nu er du altså begyndt at spille gamle Gasolin’-numre?
»Ja. Men jeg er også i gang med at lave en soloplade. Det bliver noget helt andet. Det er meget reggaeagtigt. Det er jo fint nok at spille de der Gas-ting indimellem. Men der er jo også gået mange år. Havde du spurgt mig for fem eller ti år siden, ville jeg nok have sagt, at det kunne jeg aldrig finde på«.
***
