Tårnhøje forventninger til Gasolin-film

BERLINGSKE.DK: Det med spænding ventede Gasolin-portræt har helt usædvanligt for en dokumentarfilm premiere i 41 biografer.
Fredag den 10. marts har Anders Østergaards dokumentarfilm "Gasolin'" premiere i 41 biografer i hele landet.
Det er det hidtil største antal premierebiografer for en dokumentarfilm i Danmark.
Lanceringsbudgettet på 1,25 mio. kr. er også det højeste nogensinde til en dokumentarfilm. Det vidner om tårnhøje forventninger til denne film, som fortæller historien om bandet Gasolin' - for første gang nogensinde med Kim Larsen, Franz Beckerlee, Søren Berlev og Wili Jønssons egne ord.
Som inkarneret Gasolin' fan, var det kærligheden til musikken som fik Anders Østergaard til at drømme om, at han, 25 år efter bandets opløsning, kunne få lov til at dokumentere historien om dette legendariske rockorkester gennem interviews med de fire bandmedlemmer.
At dømme efter forhåndsinteressen for projektet ser det ud til at være lykkedes. "Gasolin'" er produceret af Helle Winther og Jacob Høgel for Cosmo Doc. Filmen er fotograferet af Simon Plum og klippet af Anders Villadsen.
Anders Østergaard fik sit store gennembrud med den prisbelønnede dokumentarfilm "Tintin et moi" om tegneserieskaberen Hergé fra 2003 og har tidligere bl.a. instrueret "Troldkarlen" fra 1999 om den svenske pianist Jan Johansson.
Det Danske Filminstitut har støttet filmen med 2,8 mio. kr.
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home