Fed lykke til alle (******/******)

BT.DK: »Gasolin'« lever utroligt nok op til alle de forventninger, man måtte have til en film om Danmarks nationalorkester.

Okay, man er så et gammelt fjols og sågar ikke engang længere forfængelig nok til så meget som at anfægte denne tingenes uafvendelige tilstand.

Men jeg forlod altså biografen efter mødet med instruktør Anders Østergaards på alle måder smukke film om og hyldest til alle tiders største danske rockband, Gasolin', med en klump i halsen og en sang på vej i hjertet:

»Som et strejf af en dråbe/ fik vi lov til at håbe/ på de ting, som skal komme/ før end livet er omme,« lød Kim Larsens stemme lige så stille på dørtrinnet til hjertekammeret.

Dén sang lukker sammen med »Refrainet er frit« filmen »Gasolin'«. Begge er det sange - som så mange af Gasolin's klassikere var det - om, at livet vitterlig er kort, lykken sgu er slidt, men - i sandhed - skide være med det, for refrainet er frit.

Vi har ikke så lang tid hér på planeten, men livet skal villes, og drømmene skal forfølges i den korte tid, vi har til det.

Livet og drømmene om, hvad man kunne få ud af samme var selve Gasolin's raison d'etre. Det er dét, »Gasolin'« og dets historie handler om. Hér næsten 30 år efter dansk rocks svar på guldhornene gik hver til sit, bliver historien langt om længe fortalt af Kim Larsen, Franz Beckerlee, Wili Jønsson og Søren Berlev selv.

Aldrig fortalt så morsomt

Okay, historien er fortalt før. Historien om de fire væsensforskellige københavnere fra de mødtes dér sidst i 60erne, til de - efter gennem små ti år at have erobret den plads i folkets hjerte, som de stadig besidder suverænt - gik fra hinanden i 1978.

Men historien er aldrig blevet fortalt så morsomt - specielt af en ualmindelig veloplagt Kim Larsen - rørende og på én gang lidenskabsløst og alligevel dybt lidenskabeligt, som den bliver i »Gasolin'«.

På sæt og vis er filmen noget af en tude tour de force - specielt naturligvis for en gammel fan. I og med at man græder af glæde, når man genser de gamle klip med gasserne og hører de fede sange igen, og man forsøger om og om igen at synke den dér klump i halsen og få den til at blive nede, når man oplever en tydeligt rørt Franz Beckerlee, der tydeligvis - og som den eneste - den dag i dag er ked af, at Gas gik fra hinanden, da de gjorde det.

Endelig kan det også godt blive til en fugtning af øjenkrogene, når man takket være Østergaards fornemme blik for billeder og detaljen (gen)oplever dén tid, han skildrer. En tid, som er så uafvendelig en del af Gasolin's historie. Et Danmark før verden gik af lave eller måske ligefrem helt ad helvede til. Et Danmark med plads til de skæve eksistenser. Et Danmark med plads til, at et band, som egentlig oprindelig spillede som et ustemt trut i Kong Volmers røv, fik tid og plads til at udvikle sig til dét orkester, vi - næsten 30 år efter deres opløsning - stadig kalder Danmarks national-rockband.

Fordi de ville det. Fordi de - på trods af at Beckerlee ville spille blues, mens Larsen hellere ville højskolesangbogen, som de siger - havde den dér drøm, som de altså måtte gå efter.

Lydsporet til talrige menneskers liv

Nå ja, og så endte de jo med at skrive nogle ret fede sange.

»Jeg ved ikke, men Gasolin' var altså bare noget, vi kunne mærke, vi skulle,« som Franz siger på et tidspunkt.

En film om sådan et band? Om selveste Gasolin'? Det lyder som en umulighed, for hvis nogensinde et emne for en dokumentarfilm har fortjent det bedste (til mig og mine venner) - ja, vel nærmest det umulige - må det nødvendigvis være det orkester, hvis musik de sidste næsten fyrre år har tjent som lydsporet til talrige menneskers liv, og som formentlig vil fortsætte med det i mange år fremover.

Men Anders Østergaard har givet dem det bedste. Han har lavet en film, som såvel billed- og følelsesmæssigt som fortælleteknisk overgår langt det meste af, hvad man ellers har set af rockumentaries, som sådan noget hedder på moderne dansk.

Skide så være med, at der hist og her er lidt koks i kronologien, for Østergaard har lavet denne film ud fra det eneste kriterium, som til hver en tid er gangbart: kærlighed!

Jeg gik fra biografen opfyldt med en besynderlig blanding af sorg, savn og lykke. Sorg og savn selvfølgelig fordi filmen minder én om, hvad man ikke længere har, men lykke, i og med at filmen - og Gasolin' - sandelig også gør opmærksom på, hvilke skatte vi har fået. Og som vi jo har endnu og altid.

Det er snart mange år siden, vi blev strejfet af dråben... men kærtegnet fra den kan de af os, som elsker Gasolin', mærke endnu.

Fed, fed lykke til alle? Det tror vi på...

»GASOLIN'«, dansk 2006, instruktion Anders Østergaard. Premiere over hele landet.