3.3.06

»Hvis du tør, så kom med mig...«


BERLINGSKE.DK: Nationens mest sagnomspundne rockorkester, Gasolin, vil blive samlet, når dokumentarfilmen af samme navn har premiere.

Egentlig havde de forsvoret, at det nogensinde skulle ske. At de alle fire overhovedet ville vise sig offentlig på én gang. At bandet, der for alvor gjorde rock'n'roll dansk, igen ville stille samlet op noget sted i landet. Men på torsdag sker det. For første gang. Og fredag sker det tilmed for anden gang.

»Ja, det gør det jo så,« som Franz Beckerlee tonløst siger til Berlingske Tidende.

Mødes to gange

Kim Larsen, Franz Beckerlee, Wili Jönsson og Søren Berlev vil torsdag den 9. marts klokken 21 gå ind af den røde løber i Imperial biografen i København til gallapremieren på Anders Østergaards dokumentarfilm om gruppens historie. Om fredagen vil de alle fire endog sidde bænket ved siden af hinanden, formentlig med hver sin høkerbajer og hver sit askebæger til en times pressemøde i Tivolis Glassal i samme anledning.

»Det er utroligt, men sandt. Men det er de altså gået med til. Sikkert for første, sidste og eneste gang,« som Lene Pia Madsen fra filmselskabet Sandrew Metronome siger.

»Filmen er god og præcis«

De fire medvirker selvsagt alle i dokumentaren, der fredag d. 10. marts har premiere i biografer over hele landet. Kun Beckerlee har set filmen, der skildrer et band i konstant intern strid og udvandt kamp for at drive det til, noget uanset omkostninger. Og guitaristen finder »Gasolin« en »endog rigtig god og præcis film«.

Men Franz Beckerlee kan ikke se, at det skulle være interessant, at de fire vil kunne skues samlet igen. De mødes faktisk jævnligt privat.

»Vi taler bare aldrig rigtig om Gasolin. Vi fortæller mest hinanden røverhistorier og sådan,« siger Franz Beckerlee.