Weekendavisen: Husker du...

WEEKENDAVISEN.DK: Nostalgi. Anders Østergaards dokumentarfilm om rockgruppen Gasolin’ er nænsom, loyal og ekstremt godt skruet sammen.

Gasolin’. Instruktion og manus: Anders Østergaard. Foto: Simon Plum. Danmark 2006. 92 minutter. Dagmar, Grand, Empire, Palads, CinemaxX, Kbh., samt 36 biografer landet over.

EFTER Anders Østergaards følsomme portrætfilm om henholdsvis den svenske pianist Jan Johansson og om Tintin og hans skaber Hergé kan den danske dokumentarist nu se sin nye film få premiere i imponerende 41 biografer. Alene dét er en helt fantastisk præstation, men emnet er også decideret folkeeje. Rockgruppen Gasolin’ blev ganske vist opløst for 28 år siden, men bandet står stadig solidt plantet i danskernes fælles bevidsthed, både som fænomen og kunstnerisk værk i kanonklassen.

For et par år siden udkom cd-sættet The Black Box med alle gruppens LP’er - det solgte forrygende 130.000 eksemplarer.

At interessen for Gasolin’ stadig lever og har det godt her tre årtier efter at de var aktive på musikscenen skyldes kort og godt musikkens kvalitet. Deres sange kombinerede dansk hverdagspoesi med kompetent rock’n’roll og besad uomstridelige musikalske kvaliteter.

Anders Østergaards nænsomme, loyale og stedvis rørende film fortæller historien om gruppens opståen, storhed og opløsning fra de fire musikeres egen mund. Sangeren Kim Larsen, guitaristen Franz Beckerlee, bassisten Wili Jønsson og trommeslageren Søren Berlev beretter med hver sin stemme om begivenhederne, og interviewene er klippet sammen med gamle Gasolin-optagelser, nøje udvalgte arkivfilm fra samtiden og elegante rekonstruktioner, som yderst nænsomt og smagfuldt illustrerer erindringsglimtene, røverhistorierne og sangteksternes indhold.

Gruppens medlemmer mødtes i slumstormermiljøet i Sofiegården på Christianshavn, og lige fra begyndelsen står det klart, at den energi og drivkraft, som bragte gruppen til tops også var det, som splittede den ad. Gruppens to store egoer Kim Larsen og Franz Beckerlee var som dag og nat, begge to lige ambitiøse, men i hver sin retning. Kim ville synge på dansk, Franz syntes rock skulle være på engelsk. Kim ville synge højskolesange og Franz ville spille blues. De skændtes altid, faktisk så meget, at den første trommeslager skred fra gruppen på grund af det.

Pladeselskabet skar igennem og sagde »syng dansk!«, og da en pladekarriere var højest på ønskeseddelen hos alle, blev det sådan.

Faktisk var gruppen lige ved at blive opløst allerede efter deres første plade, kun et kompromis, hvor Kim fik kontrakt på en soloplade (det blev til den eviggrønne Værsgo’), gjorde, at medlemmerne ikke gik hver til sit.

Det hjalp også på gruppe- og selvfølelsen, at Gasolin’ kom under en engelsk pladeproducers vinger og fik tilført en dengang trendy og moderne lyd, som var med til at hæve dem op på en piedestal i det danske musiklandskab. Ingen var professionelle og tjekkede som Gasolin’ - i hvert fald udadtil.

Konflikterne i gruppen var konstante, men filmen viser, at netop de konflikter og den spænding var udslaget, der gjorde at Gasolin’ brændte sådan igennem og kunne opnå så stor succes. Ikke bare herhjemme, men faktisk også i Norge og Sverige, hvilket filmen dog ikke berører.

Anders Østergaards Gasolin’ er nemlig ikke en detaljerig musikarkivarisk gennemgang af gruppens meritter, det er en fokuseret fortælling om kreativitet og hvordan kunst opstår og skabes. Akkurat ligesom hans film om Jan Johansson og Hergé handlede om inspirationen og motivationen for at lave kunst. Helt naturligt er det derfor, at Gasolin-filmens vigtigste tema netop er forholdet gruppen imellem og Larsen og Beckerlee især. Fokus ligger altså ikke på deres personer, men på hvoran deres personligheder fungerer sammen og hvad, der kommer ud af mødet.

Franz Beckerlee fremstår som et følsomt menneske, der efter en kærlighedsløs barndom spillede sig til anerkendelse, først som en af Danmarks tidligste avantgarde jazzmusikere og siden som fuldt udfoldet rockstjerne med stort hår, fancy tøj og teatralske manerer under guitarsoloerne. For ham stod der meget på spil.

Det gjorde der også hos Kim Larsen, den læreruddannede buldrebasse med de store armbevægelser og en sælsom iboende sans for det folkelige. Kim Larsen ville komme folk ved, ikke imponere dem eller nødvendigvis tage dem med storm.

Gruppens enorme succes dvæler filmen helt usentimentalt ikke ved, op- og nedture beskrives ligeværdigt i, hvad der viser sig at have været både en stormfuld tid og benhårdt arbejde for de involverede i alle de ni år »rejsen« varede. Ærgerrigheden og ambitionerne fik frit løb, da bandet forsøgte at indtage selveste USA med en koncertturne i 1976, som var en monumental fiasko, der sugede pengekassen tom og sled på humøret.

Drømmen om noget større symboliseredes i gruppens efterfølgende par leveår stadig i form af Franz Beckerlees elskede Stars-and-Stripes-mønstrede jakke, og netop bruddet fremstår i filmen som en tre-mod-en situation, hvor den stædige men måske også lidt verdensfjerne Beckerlee stod tilbage som den forladte. Kim Larsens succes med sine helt egne sange i sine side/soloprojekter pressede på, og han måtte videre. Hans videre karriere er det vist ikke nødvendigt at opridse.

Gasolin’s niårige liv er for intet at regne imod deres musik, som lever og har det godt i dag - så mange år senere. Filmen om gruppen er en nostalgisk rejse og et kollektivt kunstportræt af højeste kvalitet. Æstetisk er filmen en udsøgt nydelse. De rekonstruerede scener og indklippede illustrationer af sangtekster er udført med stor opfindsomhed og loyalitet, så billeder og lyd hele tiden samspiller på ypperste vis. Her skal klipper Anders Villadsens arbejde fremhæves, det er dybt imponerende, hvordan så mange elementer kan styres så roligt og sikkert.

Anders Østergaard cementerer sin position som en af dansk dokumentarfilms tunge drenge, hans talent er særligt og stort, det bliver spændende at se, hvad han finder på næste gang.