Berlingske Tidende: For lidt brændstof i »Gasolin'« (***/******)

BERLINGSKE.DK: Gasolin' er dansk populærkulturs guldhorn. Nu fortæller de noget af historien om sig selv i en lidt for kærlig og naiv film. Den rigtige Gas'-historie får vi aldrig.

Hvis nogen troede, at Gasolin' satte sig med guitarerne og spandt et ørehængende kvæd på bolværket ved Christianshavns Kanal over en høker, ja, så kan Kim, Franz, Wili og Søren fortælle en anden historie. Om orkesterets hårde fødsel. Interne ramaskrig og børnehave-lignende tilstande, hvor voksne mænd gemte sig for hinanden. En trommeslager kom aldrig tilbage, ægteskaber røg etc.

Hvem kan andet end glædes euforisk ved tanken om, at gasserne for alvor inviterer offentligheden indenfor i Anders Østergaards premiereaktuelle dokumentarfilm, »Gasolin'«. For på den måde at lukke kapitlet om det største og mest betydningfulde orkester i dansk musikhistorie. Endegyldigt og autentisk.

Det er 28 år siden Larsen, Beckerlee, Jønsson og Berlev første gang forsøgte at begrave Gasolin'. Men vi - storforbrugerne af musikken og myten - har naturligvis aldrig tilladt kisten at blive nedsænket. Melodierne og det omkring har simpelthen været for dragende. Hvilket har hængt Kim Larsen ud af halsen. Så derfor tager man næppe munden for fuld, hvis man konkluderer, at Larsen medvirker i »Gasolin'« af én grund: at han for fremtiden vil kunne henvise fans og nostalgikere med Gas'-spørgsmål til filmen.

Men det kan han imidlertid godt glemme, og det er helt og holdent hans egen skyld. For Kim Larsen fortæller gerne om de glade dage, uskyld og venskab mens kameraet snurrer. Han er tillige en gudsbenådet fortæller, men han fortæller kun dét, han selv vil. Det er ikke meget, og det er slet ikke noget virkelig interessant. Og bruddet forholder han sig slet ikke til.

Reservemotor

Det er Larsens valg. Og derfor har Anders Østergaard måttet lede med lys og lygte efter en sekundær motor til at bære filmen frem. Det er endt med at blive amatøren og den folkelige skolelærer Larsen sat over for den erfarne- og kunstneriske artjazzer/Hendrix-fan Beckerlee, og det øger Beckerlees status i Gas'-historien. Der er ingen grund til at betvivle polernes kamp. Men vi ved jo alle sammen godt, at kampen, lige efter at stilen var fundet og sproget skiftet fra engelsk til dansk, blev kæmpet på Larsens præmisser. Larsen kunne have slukket Gasolin's stjerne anytime. De andre kunne udskiftes, det kunne Kim Melius Flyvholm Larsen ikke.

Som i Anders Østergaards tidligere, og absolut fremragende, film om den svenske pianist Jan Johansson og tegneseriehelten Tintins fader, belgiske Hergé, har han brugt stemningsfulde tidsbilleder, gamle klip og rekonstruktioner af nøglescener for at visualisere det, der tales om og dermed øge den dramaturgiske spænding. Også her virker det efter hensigten.

Der er nok kommet en sammenhængende film ud af Østergaards let naive kærlighedserklæring til Gasolin'. Men det er ikke den store film, den vi alle sammen vil se - dén der punkterer myter, mennesker og musikken. Dén har Anders Østergaard ikke lavet. Han har lavet en jævn historiefortælling, som ikke piller ved den substans og materie, som man ved, der er i Gasolin's historie. De store spørgsmål er ikke blevet mindre, endsige besvaret.

Et eller andet sted kunne man have sagt sig det på forhånd. Larsen gider jo ikke, og det faktum bliver således næsten et forsvar for Østergaards godmodige opgaveløsning. Thi ingen andre end Larsen selv kan nå rundt om Gasolin'. Og spørgsmålet er måske endda, om ikke Gasolin' er løbet selv gårdsangeren af hænde. Jeg tror det.

Og Larsen er skide ligeglad.