Ekstra Bladet: Gasserne brænder igennem (*****/******)

EB.DK: Fremragende portræt af nationalklenodiet Gasolin'.

Af Henrik Queitsch

Gasolin' var mit band. Gennem hele min barndom var benzindrengenes seneste udgivelse samt tilhørende T-shirts og plakater faste gavepakker ved jul og fødselsdage. Og selv i den forholdsvis modne alder af 42 år er jeg sgu stadig fan, og der går sjældent lang tid mellem, at jeg lige må have et skud gas til at rense ørene og sætte sjælen fri. Så egentlig er jeg vel inhabil som anmelder.

Men mon ikke det samme gælder omtrent 99 procent af Danmarks befolkning? Jeg kan ikke mindes nogensinde at have mødt en person, der ikke får julelys i øjnene til tonerne af 'Langebro', 'Kvinde Min' eller 'Rabalderstræde', og Gasolin' er, uanset hvilken målestok man bruger, det største rockband, vi nogensinde har haft herhjemme. Med oven i købet meget langt ned til nummer to. Et uangribeligt nationalklenodie, simpelthen.

Så der er ikke noget at sige til, at 'Gasolin'' er den med størst spænding ventede dokumentarfilm herhjemme i umindelige tider. Hvilket også understreges af, at filmen får premiere i intet mindre end 41 biografer landet over - rekord for en dokumentarfilm.

Ånden i Gasolin'

Forventningerne bliver ikke mindre af, at opgaven er lagt i hænderne på Anders Østergaard, hvis tidligere kunstnerportrætter, 'Troldkarlen' (om den svenske pianist Jan Johansson) og 'Tintin Og Mig' (om tegneserieskaberen Hergé), hører til blandt genrens ypperligste.

Første gang jeg så filmen, blev jeg simpelthen væltet omkuld af glæden over kombinationen af de gamle, gåsehudsfremkaldende klip, gassernes bramfri erindringer og nylavede fremstillinger af centrale passager fra Gasolin'- mytologien (som trækvognen med alt gearet gennem byen), der sammen med billeder af verden fra dengang på mesterlig vis danner en montage, som nok er det nærmeste, vi nogensinde kommer på præcist at indfange selve ånden i Gasolin'.

Forkert klippet

Så jeg måtte lige se den igen. Denne gang med de nøgterne briller på. Det holder den også til. I dén grad. Med én kreperlig anke. 'Gasolin'' er nemlig klippet sammen, så det tydeligt fremstår, som om det var under indspilningen af Gasolin's første album, at bølgerne mellem især Franz og Kim gik så højt, at Larsen fik lov til at lave 'Værsgo', så han kunne få luft for de mere viseprægede sange, der ikke var plads til i kvartettens repertoire.

Det er simpelthen ikke rigtigt. Det var først omkring og efter 'Gasolin' 2', at det skete. En detalje måske. Men ikke desto mindre irriterende, da det her nok er og bliver det endelige vidnesbyrd om og fra Gasolin'. Der ryger en stjerne på den konto.

Ingen bitterhed

Det er i det hel taget de konstante kunstneriske konflikter karrieren igennem mellem Kim og Franz, der er filmens narrative omdrejningspunkt - mellem Osvald Helmuth og Jimi Hendrix, som filmen på rammende symbolsk vis udtrykker det. Selvfølgelig på bekostning af andre vinkler. Men sådan er det at fortælle en historie.

Der er dog ingen bitterhed at spore i nogen lejr i dag. Tiden og bagklogskaben har mildnet gemytterne. Hvad skulle man da også være sur over, når man har skabt noget så enestående.

Med andre ord en kærlig, men ikke konfliktløs hyldest. Og den bedste danske rockfilm nogensinde. Det manglede da også bare andet.