Politiken: Gasolin rammer landets biografer (*****/******)

POL.DK: Anders Østergaards 'Gasolin'' er den film om det afgørende, danske band, man har ventet på så længe. Det mener Politikens anmelder, der giver dokumentarfilmen fem stjerner ud af seks mulige.

»Jeg ville spille blues, Kim ville højskolesangen. Vi måtte jo mødes et sted«.

Manden, der taler på lærredet, er guitaristen Franz Beckerlee. Stedet hvor blues og højskolesangen mødtes til akkompagnement af bragende skænderier, indædte diskussioner og et ganske særligt kammeratskab i en ganske særlig tid var rockbandet Gasolin'.

Emnet for en ny film af Anders Østergaard, der også stod bag 'Tintin og mig'.

Gasolin'. Navnet er amerikansk, men bør udtales på det fedeste, fladeste dansk. Østergaard fortæller historien om Kim Larsen & Co. ved at stille det gyldne Beatles-spørgsmål: Hvad gør - ud over talent - et band stort?

I nogle tilfælde er svaret en voldsom indre modsætning, som ender med enten at ødelægge bandet eller gøre det enestående. Som tilfældet skulle blive med Gasolin', hvor uforenelige gemytter og smagsløg kun var enige om én ting: At ofre alt for musikken.

Modsætninger mødes

'Hey Joe' mod 'Ølhunden glammer'. Jimi Hendrix kontra Osvald Helmuth, som Østergaard præcist spidsformulerer modsætningen mellem guitaristen Franz Beckerlee og sangeren og sangskriveren Kim Larsen i sin film om Danmarks største rockband.

Den stil- og selvbevidste Beckerlee, der kom til Hendrix via avantgardejazz og ikke kunne drømme om, at rock'n'roll kunne synges på så uncool et sprog som dansk. Den uprøvede Larsen med det enorme gåpåmod, der knoklede med ordene og guitaren i døgndrift, hørte Steppeulvene synge på dansk og så lyset.

Naivistisk eventyr

Her startede det bråvallaslag om Gasolin's sjæl, der kom til at forme bandet, dets succes og dansk rock. Hvor Skaløes danske sprogrevolution var syret, var Larsens snarere naivistisk. Ikke naiv eller banal, som Beckerlee mistænkte, men den danske sang forvaltet som et naivistisk eventyr om ungdomsoprørets drømmere.

Sangen om dem, der turde tage en chance. Fortalt som begmand til det bestående, men med et underliggende blik for en dybere forbindelse mellem det gamle og det nye. Noget som løftede Larsens sange ud af ungdomsoprørets naive kontekst og ind i en dyb dansk tradition. Tonen tættere på Halfdan Rasmussen end Timothy Leary.

Slagsmålet driver værket

Det opslidende og kreative slagsmål i eksplosionsmotoren Gasolin' driver Anders Østergaards film frem.

Fundamentet er en række solo-interview med de fire Gasser. Klippet sammen så det fremstår som en kronologisk diskussion. Et eminent arbejde af klipperen Anders Villadsen. 'Gasolin'' er på mange måder en traditionelt fortalt film med talende hoveder, arkivmateriale og en passende ydmyghed over for et stykke historieskrivning, som har været ventet med længsel.

»Så lad os dog få det dokumenteret. Få det ud af verden«, lyder Kim Larsens første salut. Men man sidder faktisk og bliver helt glad for, at det først sker nu. Med al den selvironiske, overbærende og kærlige distance, der gør ikke bare Kim Larsen til en stor fortæller, men også fremhæver Wili Jønsson og især Beckerlee som veloplagte erindringsmænd.

Der er noget næsten zen-agtigt over Beckerlees klarsyn. Godt gået i betragtning af, at han fremstår som taberen af magtkampen, som ham der tog fejl.

Uregerlig hundehvalp

Beckerlee tog fejl. Larsen fik ret. Men ikke fordi Beckerlees synspunkt var tosset. Engelsk skulle også i Danmark på mange måder forblive det dominerende rocksprog. Hvad han ikke forstod var, hvor ligegyldige hans principielle holdninger var, konfronteret med Kim Larsens tøjlesløse talent.

Modsætningen mellem de to typer, de to verdensbilleder på spil i orkestret, er Anders Østergaards chance for at holde historien i et fast greb fra start til slut. Det udmønter sig bl.a. i et uhyre interessant portræt af Kim Larsen som ungt menneske. En uregerlig, hyperaktiv Skt. Bernhardhvalp, men også indædt stædig i forfølgelsen af sine musikalske drømme.

En særlig tid

Det er helt logisk, at Østergaard har valgt at fokusere på de formative år. De år, hvor Gasolin' først fandt sammen og derefter langsomt fandt ud af, hvem de var, hvad de kunne, og hvorhen de skulle.

Det bliver historien om dengang, de to jazzmusikere og barndomskammerater Franz og Wili trak i afghanerpelsen og i 1969 lavede et beatorkester med pigtrådstrommeslageren Bjørn Uglebjerg og en gevaldig gavflab ved navn Kim. Uglebjerg blev to år senere skiftet ud med Søren Berlev. Han orkede ikke de evindelige skænderier.

Det bliver historien om en særlig tid. Hippiernes korte guldalder på Christianshavn. Miljøet omkring Sofiegården. En port i tiden og bevidstheden, der stod åben og kunne føre til hvad som helst. For de fire gutter, der fragtede instrumenter og grej rundt på en trækvogn, førte den i første omgang til konstante opgør snarere end masser af succes.

Skulle Kim Larsen have lov til at spille guitar. Nix, sagde de andre. Skulle han have lov til at synge på dansk? Kun langsomt og modstræbende kom den gryende bevidsthed om, at hvad der var godt for Larsen, var godt for Gasolin'. At det, som i et rigtigt eventyr, var bandets Klods-Hans, der skulle vinde det halve kongerige.

Kim kunne ikke synge på engelsk

De første sange var på engelsk. Også de første sange som pladeselskabet CBS udsendte i 1971. Engelsk var jo ikke bare det fede rocksprog. Det var også det nødvendige sprog, hvis man havde internationale ambitioner. Gasolin' havde ambitionerne, men Østergaards film minder ubarmhjertigt om kendsgerningerne: Kim Larsen kunne ikke synge på engelsk.

I hvert fald ikke så det lød blot tilnærmelsesvis som en slags amerikansk. Et forsøg på at erobre Amerika skulle senere slå ynkeligt fejl. Logisk nok, for hele magien lå netop i Gasolin's skabelse af en særlig dansk sprogtone.

Plads til soloplade

Kampen om sproget, og dermed kampen mellem Beckerlee og Larsen, bliver filmens omdrejningspunkt. Velkendt er historien om produceren og pladeselskabsmanden Poul Bruun, der reddede Gasolin' og var med til at grundlægge Kim Larsens solokarriere, da han foreslog, at Larsen skulle få luft for sine ambitioner og frustrationer på en soloplade.

Solopladen blev dundersuccesen 'Værsgo'. Velsagtens for at udnytte dette afgørende vendepunkt i historien om Gasolin's magtbalance optimalt får Anders Østergaard fortalt det, som om 'Værsgo' (1973) blev udsendt imellem de to første Gasolin-plader fra 1971 og 72 og ikke efter. Pointen bliver nu nærmest, at 'Værsgo's succes bliver afgørende for kvantespringet 'Gasolin' 2'.

Man kan hævde, at solo-bestræbelserne frisatte Larsens danske sangskriversjæl, men ikke ophæve kronologien for at skærpe dramaturgien.

Dansk musikrevolution

Men under alle omstændigheder var det en musikrevolution i Dannevang, da den dansksprogede 'Gasolin' 1' kom på gaden i 1971 og året efter blev overtrumfet af 'Gasolin' 2'. En klassiker og som eksempel til efterfølgelse nok den vigtigste plade i dansk rockhistorie.

Set i bakspejlet er det mest forbløffende i virkeligheden, at 'Gasolin' i flere år overlevede og blomstrede på trods af Larsens dundersucces som solist.

Skønhedspletter

Det kronologiske krumspring er ikke eneste skønhedsplet. Det virker underligt at bruge fotografen Susanne Merz som vidne, når filmen i øvrigt næsten ingen vidner bruger.

Og brugen af rekonstruerede figurer er tæt på det corny.Men de bliver opvejet af, at også digteren Mogens Mogensen og den engelske producer Roy Thomas Baker bliver fortalt på plads i historien efter fortjeneste.

Ligesom Østergaard virkelig vittigt udnytter københavnerknægten Kim Larsens drengefascination af helten Kirk Douglas' ubændige frihedstrang og nysgerrighed som 'Odysseus'.

Drømme leves ud

'Gasolin' er ikke blot rockromantisk underholdning af første klasse. Den er både rørende og tankevækkende i sin stædige fokusering på rockbandets kemi, og hvad det vil sige at leve sine drømme ud uanset omkostninger. Et taknemligt emne? Jovist, men fortalt med beundringsværdig stram fokusering på smertepunktet i succeshistorien 'Gasolin''.

Det er et kulturhistorisk dokument som kulørt og uimodståeligt foldes ud for øjnene af os. Og så er det selvfølgelig for mange af os vores lydspor til ungdomslivet. Gasolins lyd og Larsens sange. Det, der, uanset årstid, stadig på en sommerdag gør sindet blødt som banan.