CinemaZone: Masser af nostalgi (*****/******)

CINEMAZONE.DK: Et ungt band indhyllet i et nostalgisk sort-hvidt skær skubber en vogn med band-gear rundt i København anno 2005. Anders Østergaard vender gentagne gange i sin film tilbage til dette billede. For nok handler filmen primært om et bands tilblivelse i de tidlige 70’ere, om drenget rock'n'roll-glæde og om hårde turnéer. Men det handler osse om Gasolin’s status i dag. Om den enkelte tilskuers forhold til Gasolin’. Om minderne fra de utallige fester, hvor vi sprang rundt og sang om Billy, der var på speed i Herstedvester.

Ambitioner og skænderier

Sangeren Kim Larsen kunne ikke spille guitar og guitaristen Franz Beckerlee kunne ikke synge. Et samarbejde var derfor nødvendigt, og i 1969 dannede de bandet Gasolin’ sammen med bassisten Wili Jønsson. De fandt sammen omkring en ultraseriøs holdning til musik. Øvede nat og dag. Og skændtes nat og dag. For skolelæreren Larsen, med højskolesangbogen som primære reference, og avantgardejazzmusikeren Beckerlee, hvis livsbane blev bestemt, da han en nat hørte Jimi Hendrix spille "Hey Joe" på Radio Luxembourg, kunne ikke enes om, hvordan bandet skulle lyde. Men den musikalske succes var der ikke desto mindre næsten med det samme.

Veloplagt tilbageskuen

Anders Østergaards film koncentrerer sig om tiden før Gasolin’ blev rigtig store. Instruktøren har interviewet bandmedlemmerne hver for sig. De er alle veloplagte og ser tilbage med stor indsigt og humor.

Vi hører om Larsen, Beckerlee og Jønssons barndom, og om hvordan de mødtes, da de var midt i tyverne, i miljøet omkring Sofiegården på Christianshavn. Trommeslageren Søren Berlev kom først til senere, og spiller en meget lille rolle i filmen.

Nostalgisk gåsehud

Man ser filmen med en blanding af nostalgisk gåsehud, nysgerrighed og ikke mindst fundamental glæde over Østergaards formidable evne til at skabe smukke billeder og underfundige stemninger. Som i Tintin og mig (2003) blander han i Gasolin’ familiefotos og arkivoptagelser ved hjælp af computereffekter, og opnår en lang række sublime og rørende filmøjeblikke. Eks. da Liva Weel synger "Glemmer du, så..." på lydsiden, og vi hører bandmedlemmerne rose stemningen i nummeret, mens kornede optagelser af københavnske lysreklamer passerer forbi på lærredet.

Hvad savner man?

Man kunne med rette ønske sig mere fokus på konflikten mellem Beckerlee og Larsen, på Stones/Beatles-forholdet til kollegerne i ShuBiDua, på perioden, hvor bandet for alvor slog igennem, og på samtiden i det hele taget. Men den gennemgående strategi i filmen er at erindre og hylde fremfor at analysere og kritisere, og derfor føles fravalgene rimelige.

Kan man forene sig med strategien, vil man elske Gasolin’.

Lige siden Troldkarlen (1999) har undertegnede set frem til hver ny film fra Anders Østergaards hånd. Den nye film skuffer på ingen måde. Gasolin’ er en original, varm, livsklog og meget morsom film om 70’ernes store danske rockband.