10.3.06

Stort Gasolin'-tema på dr.dk/musik

DR.DK: DR går i dybden med Gasolin' i anledning af den nye film om fænomenet. Det sker med et stort tema på dr.dk/musik, og Musikprogrammets visning af Gasolin'-portrættet "Benzin-drengene" på DR2.

DR tager forskud på den nye Gasolin’ film, der får premiere den 10. marts. For allerede fra den 6. marts vil man kunne se, høre og debattere Gasolin’ på dr.dk/musik.

Ugen står helt i Gasolin’s tegn. Udover at Anders Østergaards nye dokumentar Gasolin’ får premiere, viser Musikprogrammet på DR2 samme aften DR’s portræt fra 1972 ”Benzin-drengene” om et af de mest legendariske danske rockbands overhovedet.

Men allerede inden da – fra på mandag – er dr.dk/musik klar med et nyt stort tema om Gasolin’.

- Temaet bliver et dyk ned i fænomenet Gasolin’, og der vil være stof både til Gasolin’-kendere, som vil kunne finde sjældne lækkerier, og også til den almindelige musikfan, som har lyst til at få et indblik i et af danmarkshistoriens vigtigste rockbands, siger Anya Mathilde Poulsen, der er indholdsredaktør på dr.dk/musik.

Anmeldelse, quiz og debat

Udover en biografi om gruppen vil man blandt andet kunne læse musikjournalist Erik Kramshøjs bud på, hvad der er Gasolin’s tre bedste albums og hvorfor. Desuden vil man kunne teste sig selv i sin Gasolin’-viden.

Det bliver en quiz med 15 spørgsmål fuld af underholdende anekdoter og sjove facts, men der bliver også noget at bide skeer i for de inkarnerede kendere: Ved du for eksempel hvad gården Trente Mølle, hvor Gasolin’ forberedte sig til indspilningerne af ”Efter endnu en dag”, til daglig er kendt for?

Skulle man også få lyst til at give sin mening om Gasolin’ til kende, kan det ske på www.dr.dk/musik/rock/debat, der i anledning af Gasolin’ temaet åbner en ny debat om Gasolin’, deres musik og deres betydning for dansk rock.

- Vi arbejder også på at opbygge et billedgalleri med et udvalg af fotos fra gruppens karriere, og så bliver der helt sikkert en eller flere overraskelser, slutter Anya Mathilde Poulsen.

Portræt af benzin-drengene

Husk også Musikprogrammet på DR2 fredag den 10. marts, der sender DR’s portræt ”Benzin-drengene” fra 1972. Filmen følger de dengang helt unge Kim Larsen, Franz Beckerlee, Wili Jönsson og Søren Berlev i øvelokalet, derhjemme, på indkøb og til bandets fællesmøder, hvor diskussionerne spidser til. Et unikt indblik i de unge år for et af Danmarks største rockbands.