Beckerlee kræver formue af ekskone

Gasolin' mod nye rekorder

BERLINGSKE.DK: Nybølgen af interesse for filmen »Gasolin'« skyller også ind over christianshavnernes pladesalg.

»Der er ingen tvivl om, at folk godt ved, at det bokssæt findes.«

Mette Birch-Tallamy, strategic marketing manager på pladeselskabet SonyBMG er ikke hånlig, overlegen eller kynisk i sit tonefald. Hunkonstaterer blot, og hun har ret. Hvem kender efterhånden ikke »The Black Box«, det sorte opsamlingsbokssæt med Gasolin's syv studiealbummer, en live-CD og yderligere en bonus-CD.

Siden sættet udkom op til julesalget i 2003 (og blev årets julegave), har det ligget uafbrudt på den danske salgshitliste. I 109 uger. Imponerende, og i den forgangne uge, hvor Anders Østergaards dokumentar om alle tiders største danske musikgruppe havde premiere, sprang »The Black Box« fra en 86. til en 24. plads på listen.

»Der er altid salg i Gasolin's bagkatalog, men vi kan da se, at der sker noget med bestillingerne. Vi kørte tre annoncer i fredags, da filmen havde premiere, men ellers har vi ikke tænkt os at
gøre mere,« siger Mette Birch-Tallamy.

Bokssættet med de i alt ni Gasolin' plader har er pt. solgt i 130.000 eksemplarer, det er 1,17 millioner plader. Imponerende og ganske enestående efter dansk målestok.

Et tilsvarende billede tegner der sig for filmen. Godt 38.000 biogængere løste i åbningsweekenden billet til Kim, Wili, Franz og Søren fra Christianshavn. Det var billetrekord for weekenden.

»Hvis vi laver et konservativt skøn, ganger vi op med fem og lander på 200.000 billetter i alt,« siger Lene Madsen fra Sandrew Metronome, som distribuerer »Gasolin«. Men hun mener, at et salgstal på en kvart million solgte billetter er mere realistisk.

Til sammenligning regner man i den danske filmbranche med, at man kan gange salgstallet fra en spillefilms åbningsweekend med ti for at skyde sig ind på sluttallet - altså en dobbelt så stor faktor.

Gasolin'-film slår alle rekorder

INFORMATION.DK: Med knap 40.000 solgte billetter på bare tre dage har Anders Østergaards anmelderroste film om Gasolin' slået alle tidligere rekorder. Succesen kan betyde en ny æra for dansk dokumentarfilm

Dokumentarfilmen om Danmarkshistoriens største rockband har fået en flyvende start på det store lærred. Med en førsteplads på biograflisten og et publikumstal på 37.961 har Anders Østergaards Gasolin'-film på bare tre dage solgt over dobbelt så mange billetter som samtlige danske dokumentarfilm hele sidste år. Tallene kommer bag på selv de største optimister.

"Selvfølgelig vidste vi godt på forhånd, at der var noget stort i vente, og i sit stille sind gik man da og håbede, at danskerne ville tage filmen til sig i stor stil, men at de nærmest har stormet biograferne, er mere end vi nogensinde har turdet håbe på," siger Lene Pia Madsen fra Sandrew Metronome.

Distributionsselskabet forventer nu, at filmen vil kunne indspille billetsalget fra sin åbningsweekend mindst seks gange, hvilket vil bringe det samlede publikumstal op i nærheden af 250.000. Til sammenligning så 157.228 Michael Moores Fahrenheit 9/11, som til dato har været den bedst sælgende dokumentarfilm i Danmark. Selv fiktionsfilmene ser ud til at blive kørt agterud af Gasolin's succes. Ud af de 31 danske film, som fik præmiere i 2005 er der efter alt at dømme kun fire spillefilm, der kommer til at sælge bedre, nemlig Solkongen, Adams æbler, Drabet og Nynne.

"Det er helt fantastisk, at en dansk dokumentarfilm i salgstal kan konkurrere med de allerbedste spillefilm herhjemme. De forventninger kunne man slet ikke tillade sig at have i forvejen," siger tidligere direktør i Sandrew Metronome, Loke Havn, der har været en af hovedkræfterne bag lanceringen af filmen.

Ifølge Loke Havn er der flere årsager til succesen.

"Det skyldes først og fremmest kombinationen af et spændende emne og en dygtig instruktør, men vi har også sat nogle ben rigtigt i markedsføringen af filmen. Vi har konsekvent lanceret den som en 'film' og ikke en udvidet musikvideo. Og så har vi også slået på, at det ikke bare er et portræt af et band, men også af en tid," siger Loke Havn.

Netop lanceringen af filmen er ifølge programredaktør for filmfestivalen cph:dox Tine Fischer en af de væsentligste forklaringer bag de overvældende salgstal.

"Det er ingen tilfældighed, at filmen har fået succes. Den har haft en massiv kampagne i ryggen og er fra start tænkt til at blive stort sat op i en biografsammenhæng. Det har betydet, at den har haft samme synlighed som en stor spillefilm," siger Tine Fischer.

En ny æra

I ugerne op til præmieren i fredags er Gasolinfilmen af flere røster i filmbranchen blevet udnævnt til at være en skæbnefilm for dansk dokumentar. Hvis ikke filmen blev en publikumsmæssig succes, ville såvel producenter som distributører nemlig miste troen på, at danske dokumentarfilm har nogen fremtid i biograferne, har det lydt. Men den bekymring er nu gjort til skamme, mener næstformand i fagforeningen for ansatte i produktionen af film og tv (FAF), Jens Bidstrup.

"Jeg vil håbe, at nogle af tvivlerne angående dansk dokumentars ret til det store lærred vil fatte sig lidt og indse, at det godt kan lade sig gøre at få succes i biografen. Forhåbentlig vil Gasolin' få ideen om at lave dokumentarfilm, som er målrettet biografen, til at vinde frem," siger Jens Bidstrup.

Tine Fischer fra cph:dox vurderer ligeledes, at Gasolin'-filmens succes kan være med til at bane vejen for, at andre danske dokumentarfilm kan blive vist i biograferne.

"Nu har filmen bevist, at det kan lade sig gøre for danske dokumentarfilm at få succes, og det kan betyde, at flere - både producenter og distributører - vil få blod på tanden og turde at investere i dem frem over. Dertil kommer at biografpublikummet - når de får en god oplevelse - også vil få et andet syn på det at se dokumentarfilm i biografen," siger Tine Fischer.

Ifølge Jens Bidstrup kan Gasolin'-filmens succes imidlertid også vise sig at give bagslag, hvis den resulterer i at filmbranchen opbygger urealistiske forventninger til dokumentargenren.

"Den skadelige virkning ved Gasolin'-filmen kan være, hvis man ikke er realistisk omkring danske dokumentarfilm og tror, at de alle skal være block-busters ligesom Gasolin'. Der skal stadig være plads til de smalle film, fordi dokumentaren ikke kun er der for at klare sig godt økonomisk og kommercielt, men i høj grad også for at orientere, debattere og oplyse om mindre kendte sider af livet," siger Jens Bidstrup.

Gasolin slår alle rekorder

BERLINGSKE.DK: Den ultimative Gasolin-dokumentar bider "Fahrenheit 9/11" i haserne.

Med en første plads på biograflisten og et publikumstal i denne åbningsweekend på 37.961 (41.148 inklusive forpremierer) har Anders Østergaards anmelderroste film om Danmarks største rockband igennem tiderne slået alle rekorder - faktisk er publikumstallet større end nogen anden dokumentarfilm - det være sig dansk eller udenlandsk - som har haft premiere i Danmark.

Et konservativt skøn på 200.000 publikummer kan man godt tillade sig at forvente, når bundlinien skal gøres op, skriver udlejningsselskabet SandrewMetronome i en pressemeddelelse mandag

Men tallet kommer efter al sandsynlighed til at ligge tættere ved 250.000. Til sammenligning gik 157.228 ind og så Michael Moores 'Fahrenheit 9/11' - som til dato har været den største (udenlandske) dokumentarfilm succes i Danmark.

"Selvfølgelig vidste vi godt på forhånd, at der var noget stort i vente, og i sit stille sind gik man da og håbede, at danskerne ville tage filmen til sig i stor stil, men at de nærmest har stormet biograferne, er mere end vi nogensinde har turdet håbe på," siger Sandrew Metronomes Lene Pia Madsen.

"Filmen har ramt danskerne lige i hjertekulen. Den har sendt os lige lukt tilbage til dengang, man til tonerne af "Rabalderstræde" sad bag på ham den lækre fra 9' endes grønne Puck Maxi på vej hjem fra skolefesten. Selv yngre mennesker har taget filmen til sig, og de har jo ikke engang glæde af den nostalgi, vi andre kan dykke ned i. Og i et klima, hvor det fyger med had og kulde omkring os, er det vel ikke så tosset af have denne varme, dejlige film at lune sig ved."

Gasolin-dokumentar på rekordkurs

RITZAU: Dokumentarfilmen om Gasolin rundede 40.000 biografbilletter i premiere-weekenden. Alt tyder på, at den bliver alle tiders største dokumentar-succes herhjemme.

38.000 billetter i premiereweekenden, hvortil kommer godt 3000 til forpremieren dagen forinden.

"Gasolin", instruktøren Anders Østergaards beretning om det legendariske rockband, fik hermed en så stor åbning i de danske biografer, at den meget vel kan gå over i historiebøgerne som den dokumentarfilm, der har trukket det største biografpublikum nogen sinde.

Ifølge distributøren af filmen, Sandrew Metronome, taler et "konservativt" skøn for et samlet billetsalg på 200.000.

Til sammenligning solgte den hidtil største dokumentarfilm i biograferne, amerikaneren Michael Moores "Fahrenheit 9/11," godt 157.000.

Alle tiders mest velbesøgte danske dokumentarfilm er Troels Kløvedals "Det indiske ocean", der for en halv snes år siden blev set af 61.000.

Masser af succes

BERLINGSKE.DK: Nostalgien drev ned ad væggene, da Gasolin'-drengene samledes til det første – og sidste – fællesinterview i 30 år i Glassalen i Tivoli.

Af Peter Burhøi

»Hej med jer,« siger Kim Larsen, som kun han kan sige det, før han sammen med Franz Beckerlee, Wili Jønsson og Søren Berlev placerer sig på scenekanten, lægger armene om hinanden og lader sig bade i blitzlys fra en hob af fotografer.

»Kig her, Franz. Herovre, Kim.«

Alle er på fornavn med »gasserne« – sådan er det bare.

Der bliver skudt ekstra billeder til scrapbogen, for det er i sandhed et historisk øjeblik: Klokken 13 fredag den 10. marts 2006 i Glassalen i Tivoli stiller alle fire Gasolin'-drenge fra Danmarks største og mest mytiske rockband nogensinde op til det første fællesinterview i snart 30 år.

De er veloplagte og joker med hinanden og de fremmødte journalister – måske fordi det er sidste gang. Svaret runger klart, da Kim Larsen bliver spurgt, om man kan forestille sig en genforening.

»Nej,« svarer han – desværre i et tonefald, der ikke kan misforstås.

»Altså Franz har jo ikke spillet musik i flere år. Det er lidt patetisk at se grupper som The Who, altså to medlemmer er jo døde. Hvad har de gang i,« uddyber Kim Larsen til salens store latter.

Franz Beckerlee følger op:

»Hvis vi stod på scenen i vores verden og spillede »Billy var på speed i Herstedvester«, ville det være lidt underligt, ikk'? Men hvad skulle motivationen også være? Det eneste skulle være økonomien, og Gasolin' har aldrig været in it for the money,« siger Franz Beckerlee.

De fire taler i munden på hinanden og brygger videre. Kim Larsen krydrer med anekdoter.

»Man kan også sige, som Frede Fup sagde engang nede på Sofiekælderen, da der var én, der spurgte Franz, om vi skulle ud og spille med Gasolin' igen. Så sagde Frede Fup, »Det har de da folk til«.«

Modsætninger

Anders Østergaards film »Gasolin'«, der er anledningen til dagens pressemøde, har høstet mange rosende ord i medierne. De få kritiske ord har gået på, at filmen ikke kommer ordentligt omkring de indre kampe i bandet og da slet ikke opbruddet, som bliver behandlet meget kort, og som stadig er en myte for mange, der mener, at Gasolin' kunstnerisk var på toppen i 1978, da de gik hver til sit.

Heller ikke i går ville Kim Larsen uddybe kampene i bandet.

»Der var ikke nogen, der vandt. Det er jo pointen. Det er dialektikken, modsætningerne, der skabte bandet, for at sige det på en retorisk måde.«

Wili Jønsson mener, at modsætningerne, skænderierne, var brændstoffet og derfor ikke nødvendigvis skal ses som noget negativt.

»Der er jo ikke noget usædvanligt i, at man skændes i et rockorkester. Det er simpelthen en del af skabelsesprocessen. Så det at skændes i rockregi er fuldstændig uundgåeligt. Men det kan jo godt være, at vi skændtes lidt mere end andre,« siger Wili Jønsson.

»Jeg kan godt savne vildskaben i de bands, jeg spiller med i dag. Der er for få skænderier,« indskyder trommeslager Berlev.

»Det gjorde du sgu ikke dengang,« påpeger Kim Larsen, og henviser til filmen, hvor man ser Søren Berlev forlade et sommerhus, grundigt børnehavesur, efter et skænderi.

I »Gasolin'« er det især Franz Beckerlee, som udtaler sig om bandets opbrud, men Kim Larsen mener alligevel, at han fik sagt det, han havde at sige, til kameraet.

»Jeg synes, jeg har krænget det ud, jeg skulle,« siger Kim Larsen.

Stadig gode venner

Selv om bølgerne gik højt tilbage i 1970rne, mødes bandet stadig ind imellem, og forholdet er stadig godt, fortæller de.

»Vi er gode venner, også fordi vi sluttede på det rigtige tidspunkt. Havde vi spillet tre-fire år mere, så var venskabet sikkert røget,« siger Kim Larsen – og lukker bogen.

Gasolin' har ikke spillet sammen i 30 år. Alligevel er de i disse dage på alles læber. Derfor vil en journalist gerne vide, hvornår Gasolin' toppede?

»Nu,« svarer Kim Larsen grinende.

»Nej, det var i 1975, for der havde vi stadig ikke helt lært at spille, men vi kunne næsten, og det er altid godt. Det var også der, vi lavede de bedste tekster,« mener Kim Larsen, som er målløs over, at en ny Gasolin'-film stadig kan sætte Danmark på den anden ende.

»Jeg tror, det er ganske uforståeligt for os alle sammen,« siger Kim Larsen.

Ny annonce for Gasolin filmen [klik på annoncen for at se større billede]

Musikprogrammet - Gasolin [DR2, kl. 23.00]

DR.DK: Den nye og stærkt ventede biograffilm om Gasolin har premiere i dag. Musikprogrammet viser DR's portræt "Benzin-drengene" fra 1972. Filmen følger de dengang helt unge Kim Larsen, Franz Beckerlee, Wili Jönsson og Søren Berlev i øvelokalet, i deres hjem, på indkøb og til bandets fællesmøder, hvor diskussionerne spidser til. Et unikt indblik i de unge år for Danmarks største rockband. Sendes også 16.3.

Som optakt til premieren på den nye biograffilm om Gasolin', sender musikprogrammet 'Benzindrengene', Danmarks Radios lille perle af et portræt af bandet fra 1972. Gasolin' udgiver 'Gasolin 2', holder pressemøde på stamværtshuset på Christianshavn, og kameraet følger Kim, Wili, Franz og Søren helt ind i øvelokalet og er også med til bandmøde. Her får seerne - råt for usødet - svaret på, hvorfor der i dén grad lå en indbygget udløbsdato i gassernes samarbejde . Det ligger i kortene, at Kim Larsen vil gå sine egne veje, men han får at vide, at han må indordne sig som en fjerdedel, hvis det skal fungere. Historien vil vide, at Gasolin' kun overlevede på dette tidlige tidspunkt, fordi Kim fik lov til at indspille sin soloplade - den altafgørende ventil for orkestrets videre samarbejde. Det var bl.a. denne indbyggede kreative konflikt - mest udtalt mellem Kim Larsen og Franz Beckerlee - der tændte gnisten, gav eftertiden en perlerække af rockklassikere, og - ikke mindst - skabte myten om Gasolin'.

Den nye og stærkt ventede biograffilm om Gasolin' får premiere 10. marts. dr.dk/musik er klar med et stort tema og Musikprogrammet varmer op til dagen med DR's portræt 'Benzin-drengene' fra 1972.

Stort Gasolin'-tema på dr.dk/musik

DR.DK: DR går i dybden med Gasolin' i anledning af den nye film om fænomenet. Det sker med et stort tema på dr.dk/musik, og Musikprogrammets visning af Gasolin'-portrættet "Benzin-drengene" på DR2.

DR tager forskud på den nye Gasolin’ film, der får premiere den 10. marts. For allerede fra den 6. marts vil man kunne se, høre og debattere Gasolin’ på dr.dk/musik.

Ugen står helt i Gasolin’s tegn. Udover at Anders Østergaards nye dokumentar Gasolin’ får premiere, viser Musikprogrammet på DR2 samme aften DR’s portræt fra 1972 ”Benzin-drengene” om et af de mest legendariske danske rockbands overhovedet.

Men allerede inden da – fra på mandag – er dr.dk/musik klar med et nyt stort tema om Gasolin’.

- Temaet bliver et dyk ned i fænomenet Gasolin’, og der vil være stof både til Gasolin’-kendere, som vil kunne finde sjældne lækkerier, og også til den almindelige musikfan, som har lyst til at få et indblik i et af danmarkshistoriens vigtigste rockbands, siger Anya Mathilde Poulsen, der er indholdsredaktør på dr.dk/musik.

Anmeldelse, quiz og debat

Udover en biografi om gruppen vil man blandt andet kunne læse musikjournalist Erik Kramshøjs bud på, hvad der er Gasolin’s tre bedste albums og hvorfor. Desuden vil man kunne teste sig selv i sin Gasolin’-viden.

Det bliver en quiz med 15 spørgsmål fuld af underholdende anekdoter og sjove facts, men der bliver også noget at bide skeer i for de inkarnerede kendere: Ved du for eksempel hvad gården Trente Mølle, hvor Gasolin’ forberedte sig til indspilningerne af ”Efter endnu en dag”, til daglig er kendt for?

Skulle man også få lyst til at give sin mening om Gasolin’ til kende, kan det ske på www.dr.dk/musik/rock/debat, der i anledning af Gasolin’ temaet åbner en ny debat om Gasolin’, deres musik og deres betydning for dansk rock.

- Vi arbejder også på at opbygge et billedgalleri med et udvalg af fotos fra gruppens karriere, og så bliver der helt sikkert en eller flere overraskelser, slutter Anya Mathilde Poulsen.

Portræt af benzin-drengene

Husk også Musikprogrammet på DR2 fredag den 10. marts, der sender DR’s portræt ”Benzin-drengene” fra 1972. Filmen følger de dengang helt unge Kim Larsen, Franz Beckerlee, Wili Jönsson og Søren Berlev i øvelokalet, derhjemme, på indkøb og til bandets fællesmøder, hvor diskussionerne spidser til. Et unikt indblik i de unge år for et af Danmarks største rockbands.

POP QUIZ: Hvor meget ved du om Gasolin?

DR.DK: Hvor meget ved du om Gasolin? I hvilken film medvirker Gasolin' som bandet Speedway og fra hvilken tegneserie stammer omslaget til debutalbummet? Test din viden og få et par spøjse anekdoter undervejs.

FRANZ BECKERLEE: Mit København

5 hurtige til FRANZ BECKERLEE, der er aktuel i forbindelse med sine skulpturer på Charlottenborgs Forårsudstilling - (og Gasolin'-filmen).

Hvilket af byens kvarterer kan du bedst lide?

»Christianshavn. Det er der, jeg bor og har haft min gang gennem årene. Der er ikke så meget sjov ved Christianshavn lige nu, for alt er blevet toprestaureret og efterhånden helt dødt. Da alle baggårdene fandtes, Kofoeds Skole var her og genbrugsbutikker og købmænd lå i gaden, var der anderledes livligt.«

Hvad ville du vise en turist, der er i byen for første gang?

»Kunstmuseerne som Statens Museum for kunst for eksempel. Og så er der mange amerikanere, der er interesserede i slotte, fordi det er noget, de ikke selv har, og fordi det er noget alle eventyrene handler om. Rosenborg ville være nærliggende at vise frem.«

Hvad er det værste ved København?

»Vejarbejdet. William Burroughs, en af beat-generationens store forfattere, skrev engang et brev til Allen Ginsberg (en anden stor beatpoet, red.), hvor han siger: »Tag aldrig til København. Der er fyldt med dårlig traditionel jazz og vejarbejde.« Den traditionelle jazz har vi fået gjort kål på, men vejarbejdet er blevet værre.«

Der er ikke så meget sjov ved Christianshavn lige nu, for
alt er blevet toprestaureret og efterhånden helt dødt.

Hvad er det værste ved Københavnerne?

»At de er blaserte. Når man bevæger sig rundt i byen, oplever man en blaserthed fra københavnerne, som er anderledes end i provinsen.«

Er der steder i byen, du har specielle minder fra?

»Østerbro, omkring 1950. Jeg boede i Nyborggade. Det var et meget belastet kvarter med mange børn. Det var meget farverigt, men også voldsomt, fordi forældrene ikke havde tid til at tage sig af børnene. Det var en stor kamp for overlevelse. Og så bekrigede baggårdene hinanden, blot fordi der var et hegn imellem. Man kunne ikke komme ind i de andre gårde uden at få røvfuld. Det er noget af det, man bærer med sig videre i livet.«

Annonce for Gasolin filmen

Ekstra Bladet: Gasserne brænder igennem (*****/******)

EB.DK: Fremragende portræt af nationalklenodiet Gasolin'.

Af Henrik Queitsch

Gasolin' var mit band. Gennem hele min barndom var benzindrengenes seneste udgivelse samt tilhørende T-shirts og plakater faste gavepakker ved jul og fødselsdage. Og selv i den forholdsvis modne alder af 42 år er jeg sgu stadig fan, og der går sjældent lang tid mellem, at jeg lige må have et skud gas til at rense ørene og sætte sjælen fri. Så egentlig er jeg vel inhabil som anmelder.

Men mon ikke det samme gælder omtrent 99 procent af Danmarks befolkning? Jeg kan ikke mindes nogensinde at have mødt en person, der ikke får julelys i øjnene til tonerne af 'Langebro', 'Kvinde Min' eller 'Rabalderstræde', og Gasolin' er, uanset hvilken målestok man bruger, det største rockband, vi nogensinde har haft herhjemme. Med oven i købet meget langt ned til nummer to. Et uangribeligt nationalklenodie, simpelthen.

Så der er ikke noget at sige til, at 'Gasolin'' er den med størst spænding ventede dokumentarfilm herhjemme i umindelige tider. Hvilket også understreges af, at filmen får premiere i intet mindre end 41 biografer landet over - rekord for en dokumentarfilm.

Ånden i Gasolin'

Forventningerne bliver ikke mindre af, at opgaven er lagt i hænderne på Anders Østergaard, hvis tidligere kunstnerportrætter, 'Troldkarlen' (om den svenske pianist Jan Johansson) og 'Tintin Og Mig' (om tegneserieskaberen Hergé), hører til blandt genrens ypperligste.

Første gang jeg så filmen, blev jeg simpelthen væltet omkuld af glæden over kombinationen af de gamle, gåsehudsfremkaldende klip, gassernes bramfri erindringer og nylavede fremstillinger af centrale passager fra Gasolin'- mytologien (som trækvognen med alt gearet gennem byen), der sammen med billeder af verden fra dengang på mesterlig vis danner en montage, som nok er det nærmeste, vi nogensinde kommer på præcist at indfange selve ånden i Gasolin'.

Forkert klippet

Så jeg måtte lige se den igen. Denne gang med de nøgterne briller på. Det holder den også til. I dén grad. Med én kreperlig anke. 'Gasolin'' er nemlig klippet sammen, så det tydeligt fremstår, som om det var under indspilningen af Gasolin's første album, at bølgerne mellem især Franz og Kim gik så højt, at Larsen fik lov til at lave 'Værsgo', så han kunne få luft for de mere viseprægede sange, der ikke var plads til i kvartettens repertoire.

Det er simpelthen ikke rigtigt. Det var først omkring og efter 'Gasolin' 2', at det skete. En detalje måske. Men ikke desto mindre irriterende, da det her nok er og bliver det endelige vidnesbyrd om og fra Gasolin'. Der ryger en stjerne på den konto.

Ingen bitterhed

Det er i det hel taget de konstante kunstneriske konflikter karrieren igennem mellem Kim og Franz, der er filmens narrative omdrejningspunkt - mellem Osvald Helmuth og Jimi Hendrix, som filmen på rammende symbolsk vis udtrykker det. Selvfølgelig på bekostning af andre vinkler. Men sådan er det at fortælle en historie.

Der er dog ingen bitterhed at spore i nogen lejr i dag. Tiden og bagklogskaben har mildnet gemytterne. Hvad skulle man da også være sur over, når man har skabt noget så enestående.

Med andre ord en kærlig, men ikke konfliktløs hyldest. Og den bedste danske rockfilm nogensinde. Det manglede da også bare andet.

Information: Benzin på bålet

INFORMATION.DK: Anders Østergaards fremragende dokumentarfilm om 70'ernes supergruppe Gasolin' eksponerer de spændinger mellem Kim Larsen og Franz Beckerlee, der sled gruppen op.

Af Klaus Lynggaard

Det er en livsalig film, Anders Østergaard har begået om 1970'ernes danske supergruppe Gasolin', der i øvrigt har samme titel som sit subjekt. I lyset af hans film om Jan Johansson (Troldkarlen fra '99) og Hergé (Tintin og mig, 2003) tegner der sig stille og roligt et billede af en vidunderligt diskret, passende sober og total empatisk indstillet dokumentarfilmskaber, som formår at lade sine emner tale for sig selv, men til gengæld også evner at digte med på både billed- og lydside, så man bliver ganske svimmel. I Gasolin' er det langt hen ad vejen de fire medlemmer fra gruppens storhedstid, der fører ordet; især forsanger Kim Larsen og leadguitarist (med streg under lead) Franz Beckerlee kommer godt til fadet. Hvilket måske ikke er mærkeligt, eftersom den konflikt, der til at begynde med drev bandet frem og siden splittede det ad, primært udspillede sig mellem de to. I en sådan grad tilmed, at gruppens oprindelige trommeslager Bjørn Uglebjerg af samme årsag smed håndklædet i ringen, kort før indspilningen af gruppens nu klassiske debutalbum.

Tilbageblik med et smil

I rocksammenhæng er der tale om en helt klassisk konflikt, men det gør den bestemt ikke mindre interessant. Kort sagt er Franz cool, mens Kim er hot. Dernæst er Franz' primære interesseområde det musikalske; altså ikke kun melodier og den slags, men klang, teksturer, produktion, the lot. Lyd, simpelthen. Det er så ikke lige Kims stærke side. Overhovedet. Han er stort set kun interesseret i sange. Og tekster. Og hvor Kim har et solidt afsæt i den danske muld (altså Vanløse), er Franz head over heals forelsket i USA. Først som jazzavantgardist og siden som Jimi Hendrix-discipel, da han bytter saxen ud med en elguitar.

Og trods Kims ofte fremsatte dybe kærlighed til f.eks. Little Richard, er han på alle måder en noget nær skumfødt arvtager til hele den folkelige tradition fra Oswald Helmuth, Liva Weel og videre frem. Den slags giver problemer. De tos sammenstød var som benzin på bålet, selv med så rund og god en personage som Willi Jönsson som mægler de to i mellem. Og det er ikke løgn at påstå, at bandets karriere var en lang opslidende konflikt i de ni år, den varede. Heldigvis er de nu alle blevet så voksne, at de kan fortælle om det med et skævt smil og lidt af bagklogskabens som altid suveræne overblik.

Sej og solidarisk hyldest

Gasolin' følger stort set gruppen kronologisk fra start til slut. Fra sure klubjobs til overdådige halkoncerter. De tre primære aktører - og det er udover Kim og Franz selvfølgelig primært den ubetalelige Willi Jönsson - fortæller frit fra leveren om stort og småt og er alle lige en tur omkring deres barndom og hvordan de nu mener, den har været med til at forme dem. Derfor virker det også en smule mærkeligt, at gruppens trommeslager, Søren Berlev, ikke på samme måde får lov til at tage en tur ned ad Mindernes Allé, men blot smides durk op i bandsuppen, da han bliver medlem i tiden omkring debut-lp'en.

Det ville være lidt ligesom at ignorere Ringo i Beatles-sammenhæng, bare fordi han kom sent med i gruppen. Det er så også én af de få indsendelser, vi har mod værket her, thi det sprudler af fortælleglæde og store personligheders blændende aura samt ikke mindst en voldsomt dynamisk billedside, hvor gamle, klassiske klip blander sig elegant med nutidige interviewsekvenser. Med en enkelt tilføjelse i form af Østergaards visuelle iscenesættelse af den oprindelige Gasolin'-besætning, der transporterede gearet hid og did i København på en gammel hestevogn. Og jo, så kniber det lige kniber med kronologien omkring Kim Larsens solodebut, Værsgo, fra 1973; den udsendtes ikke mellem Gasolin'-album et og to, som der hævedes i filmen, men mellem album to og tre. Men det er petitesser, som kun nævnes, fordi de irriterede den indre diskograf. Inderligt.

'Kimpansen'

Med Franz og Willi som de mest musikalsk erfarne og til en begyndelse, bandets drivkræfter, og Kim Larsen som dens sprudlende, men også møgirriterende naturtalent ('Kimpansen', som han et sted kaldes!), tegnes et levende, inciterende og vittigt portræt af et band, der godt nok rundedes af ungdomsoprøret, men ikke som sådan var egentlige eksponenter for det. Dertil var drivet for stort og ambitionerne for vidtløftige. De fire medlemmer talte, åndede, spillede og sked musik i løbet af de ni år, hvor de uafbrudt sad klistret op og ned ad hinanden i turnusser, i stinkende øvelokaler og diverse københavnske lejligheder, mens ægteskaberne skred, og de indbyrdes konflikter intensiveredes. Heldigvis fik de også tid til at skabe en række albums, der indeholder noget af det mest slidstærke danske musik overhovedet. Det er dét filmen fejrer.

Der fejes ikke noget ind under gulvtæppet her, men ikke desto mindre fremstår filmen som en sej og solidarisk hyldest til livet, musikken og det kammeratskab, der trods alt engang var medlemmerne i mellem. Det tætteste vi herhjemme er kommet The Beatles, hvad angår et orkester, der ubesværet transcenderede alder, køn, hudfarve og politisk overbevisning. Et indtryk, der kun forstærkes af dette stykke kærlighedsarbejde fra Anders Østergaards hånd. En vinder og den til dato bedste danske rockdokumentar.

Gasolin samlet for en stund

RITZAU: De tidligere uenigheder i Gasolin blev væk i et inferno af blitz og cigaretrøg, da de fire igen var samlet fredag på et pressemøde om den nye Gasolin-film.

De har taget danskere i alle aldre med storm, og nu gør de det igen. Filmen om Gasolin og dermed et stykke dansk rockhistorie har fået en god modtagelse.

Men den er også i enkelte anmeldelser blevet kritiseret for ikke at gå under overfladen på de uenigheder, som til sidst fik bandet til at gå hver til sit.

Det har dog ikke noget på sig, og filmen viser det sande billede, lød det fra Kim Larsen og Gasserne til et pressemøde i Tivolis Glassal fredag.

Medlemmerne afviste på mødet at lave musik sammen igen.

- Det ville være tåbeligt, for vi er gledet fra hinanden, sagde Wili Jønsson, og Franz Beckerlee spurgte retorisk, hvad motivationen skulle være.

- Den eneste motivation ville være økonomien, og Gasolin har aldrig handlet om økonomi, understregede den tidligere Gasolin-guitarist.

Børsen: Tip fra en instruktør

BOR-20060310-1._sektion044003.pdf

Børsen: Gasolin genoplivet (*****/******)

Filmen om det danske rockfænomen,Gasolin’, der kunne og turde føre drømmen ud i livet, er medrivende og virtuost fortalt.

Anders Østergaards skildring af rockkvartetten Gasolin holder en høj international standard og placerer sig i samme vægtklasse som hans forrige film, mesterværket »Tintin og mig«. »Gasolin’« er dermed ikke blot en traditionel »rockumentary« om rakkerlivet som rockstjerne. Nej, filmen går et spadestik dybere og bliver snarere en søgende psykologisk profilering af fire individer, som turde dele den samme drøm, og som formåede at føre den ud i livet.

Dette sker i kraft af Østergaards helt særlige tilgang til dokumentargenren. Filmmagerens virtuositet lader sig ikke fornægte, når han selvsikkertlader et utal af fortælleteknikker afløse hinanden, alt efter hvilken facet af dette brogede rockband, som skal belyses i en given scene. Snart forlader han sig på en drømmende, collageagtig teknik, hvor Jimi Hendrix og Oswald Helmut supplerer hinanden på lydsporet, mens vi på billedsiden oplever træk af 1950’ernes København, som Franz Beckerlee voksede op i. Snart overgår Anders Østergaard til en mere konfronterende cut-up-teknik, hvor han lader Gasolinmedlemmerne tale til hinanden og deres tidligere personaer på tværs af tid og rum ved at sammenklippe interviewsekvenser på overraskende ogtil tider yderst humoristiske måder.

Alt dette resulterer i scener, der tilbyder mere information og atmosfære, end en traditionel portrætfilm ville kunne præstere. Samtidig har filmen et fantastisk drive. Man er fuldt og helt revet med i filmens halvanden time, der langsomt fører frem mod det endegyldige punktum, da Gasolin’ efter ni år går i opløsning i 1978.

Skønt Anders Østergaard ikke kan omskrive historien og give os en happy ending, går man opløftet ud af biografen.

Nye interview

»Gasolin’« er bygget op omkring to overordnede elementer: Musikoptagelser samt nye interview med bandets medlemmer: Franz Beckerlee, Kim Larsen, Søren Berlev og Wili Jønsson. Musikoptagelserne er et skønt miks af tv-optagelser, private optagelser og sceneoptrædener. Hertil kommer som nævnt interview med bandmedlemmerne foretaget til brug for filmen, hvor man imponeres over, hvor selvreflekterende de gamle Gasolinrødder er.

Anders Østergaard harnforetaget det valg at lade historien om Gasolin’ starte helt tilbage med historien om musikernes barndom. Vi hører Franz Beckerlee beskrive musikken som »en vej ud af en kærlighedsløs barndom«, og Kim Larsen reflekterer over, at han med Gasolin’ mødte »de bedste kammerater, jeg nogensinde har haft.«

Den slags udsagn er nærmest obligatoriske i denne type film, alligevel virker de dybt rørende. Østergaard har isoleret bandets medlemmer og ladet dem trænge ind i sig selv og fortælle deres historie i et tempo og med en inderlighed, der virker så overbevisende, at man nærmest føler, man kender dem personligt, når filmen er forbi.

»Gasolin’«. Instrueret af Anders Østergaard. 1 time og 32 min. Premiere i dag.

Begejstring for Gasolin-film

BT.DK: Dokumentarfilmen om Gasolin får de fleste filmanmeldere til at finde de store ord frem, men der er også kritiske røster efter gallapremieren torsdag aften.

Anders Østergaards dokumentarfilm "Gasolin" om 1970'ernes største og mest populære danske rockband bliver modtaget med næsten enslydende begejstring fra dagbladenes anmeldere.

Dagbladet Politiken, der uddeler fem af seks mulige stjerner, kalder "Gasolin" for "rockromantisk underholdning af første klasse" og mener, at det er netop den film om det afgørende, danske band, man har ventet på så længe.

B.T. betegner filmen som noget af en "tude tour de force" og giver seks stjerner, mens Ekstra Bladet og Morgenavisen Jyllands-Posten er ude med hver fem stjerner.

Det er dog muligt at finde knap så begejstrede anmeldelser. Det gælder i Berlingske Tidende, som savner oktan og drive i filmen, "der lider under, at Gasolins frontfigur og største flab Kim Larsen ikke åbner helt op om op- og nedturene med Gasolin."

CinemaZone: Masser af nostalgi (*****/******)

CINEMAZONE.DK: Et ungt band indhyllet i et nostalgisk sort-hvidt skær skubber en vogn med band-gear rundt i København anno 2005. Anders Østergaard vender gentagne gange i sin film tilbage til dette billede. For nok handler filmen primært om et bands tilblivelse i de tidlige 70’ere, om drenget rock'n'roll-glæde og om hårde turnéer. Men det handler osse om Gasolin’s status i dag. Om den enkelte tilskuers forhold til Gasolin’. Om minderne fra de utallige fester, hvor vi sprang rundt og sang om Billy, der var på speed i Herstedvester.

Ambitioner og skænderier

Sangeren Kim Larsen kunne ikke spille guitar og guitaristen Franz Beckerlee kunne ikke synge. Et samarbejde var derfor nødvendigt, og i 1969 dannede de bandet Gasolin’ sammen med bassisten Wili Jønsson. De fandt sammen omkring en ultraseriøs holdning til musik. Øvede nat og dag. Og skændtes nat og dag. For skolelæreren Larsen, med højskolesangbogen som primære reference, og avantgardejazzmusikeren Beckerlee, hvis livsbane blev bestemt, da han en nat hørte Jimi Hendrix spille "Hey Joe" på Radio Luxembourg, kunne ikke enes om, hvordan bandet skulle lyde. Men den musikalske succes var der ikke desto mindre næsten med det samme.

Veloplagt tilbageskuen

Anders Østergaards film koncentrerer sig om tiden før Gasolin’ blev rigtig store. Instruktøren har interviewet bandmedlemmerne hver for sig. De er alle veloplagte og ser tilbage med stor indsigt og humor.

Vi hører om Larsen, Beckerlee og Jønssons barndom, og om hvordan de mødtes, da de var midt i tyverne, i miljøet omkring Sofiegården på Christianshavn. Trommeslageren Søren Berlev kom først til senere, og spiller en meget lille rolle i filmen.

Nostalgisk gåsehud

Man ser filmen med en blanding af nostalgisk gåsehud, nysgerrighed og ikke mindst fundamental glæde over Østergaards formidable evne til at skabe smukke billeder og underfundige stemninger. Som i Tintin og mig (2003) blander han i Gasolin’ familiefotos og arkivoptagelser ved hjælp af computereffekter, og opnår en lang række sublime og rørende filmøjeblikke. Eks. da Liva Weel synger "Glemmer du, så..." på lydsiden, og vi hører bandmedlemmerne rose stemningen i nummeret, mens kornede optagelser af københavnske lysreklamer passerer forbi på lærredet.

Hvad savner man?

Man kunne med rette ønske sig mere fokus på konflikten mellem Beckerlee og Larsen, på Stones/Beatles-forholdet til kollegerne i ShuBiDua, på perioden, hvor bandet for alvor slog igennem, og på samtiden i det hele taget. Men den gennemgående strategi i filmen er at erindre og hylde fremfor at analysere og kritisere, og derfor føles fravalgene rimelige.

Kan man forene sig med strategien, vil man elske Gasolin’.

Lige siden Troldkarlen (1999) har undertegnede set frem til hver ny film fra Anders Østergaards hånd. Den nye film skuffer på ingen måde. Gasolin’ er en original, varm, livsklog og meget morsom film om 70’ernes store danske rockband.

Gaffa Filmanmeldelse: Gasolin’

GAFFA.DK: Anders Østergaard leverer en vellykket, universel fortælling om musik og venskab

Af Henrik Moltke

Dokumentarist Anders Østergaard skriver med filmen ”Gasolin’” et kærligt billede af et helt særligt stykke dansk rockhistorie, der følger gasserne fra gnist til glød.

Anders Østergaard fik med sin sidste – og fænomenale – biografiske film om Tintin-tegneren Hergé, ”Tintin Et Moi”, verdens øjne på sig. Man kan spørge sig selv, hvorfor han nu kaster sig over noget så dansk og overstået som Gasolin’? Men hånden på hjertet – hvem har ikke på et eller andet tidspunkt skrålet med på ”Rabalderstræde”, eller spillet luftguitar til fedtede vinylplader – uden nødvendigvis at vide noget om forhistorien?

”Så lad os da få det ud af verden” indleder Larsens flab, som i mange år, efter at han gik solo, måtte svare på spørgsmål om Gasolin’. Filmen er bygget op omkring enkeltinterviews, og fokuserer på spliden mellem ”kimpansen” og Franz Beckerlee. Det musikalske dampbarn, flabet og charmerende, og den intelligente, indadvendte enspænder. Indimellem er der splejset arkivklip, lydoptagelser og nutidspassager. Larsen vokser op i nordvest med en lystig mor og en masse frihed og mod. Beckerlee er det uønskede barn, der må klare sig på nøje afmålt kærlighed og drømmer om at svæve højt over vandene som rock’n’roll-gud – og insisterer på at være bandets eneste guitarist. De enes i musikken, som bringer dem fra Beatles/Stones/Hendrix-inspireret syre til en blanding af gadedrengestil og storladen rock – og formår at holde uenighederne nede.

I en af filmens bedste scener beskrives, hvordan det helt grønne band, efter at bandets første trommeslager er skredet på grund af alfahannernes skænderier, tager i sommerhus og sangen ”Langebro” opstår. Krydsklippene til sangens ord giver gåsehud og får en til at savne dét København, Gasolin indfangede – også selvom man cyklede over broen i morges, eller i virkeligheden er for ung til at kunne huske det. Det er lige meget.

Anders Østergaard fortæller med Gasolin’ en universel historie om musik og venskab, om kompromiser og ego-kampe – og ikke mindst ”masser af succes / og det der hører til”..

”Gasolin’” har premiere i dag i biografer over hele landet.

Da Hendrix mødte Osvald Helmuth

IBYEN.DK: Anders Østergaards 'Gasolin'' er den film om det afgørende, danske band, man har ventet så længe på.

Anders Østergaard fortæller en underholdende historie om Danmarks største rockband. Det ligner et gennembrud for dansk dokumentarfilm.

Dokumentar Danmarks største rockband taler ud af posen. Det er taknemmeligt stof, men det er så sandelig også tacklet efter fortjeneste af Anders Østergaard ('Tintin & mig').

Enormt underholdende kulturhistorie fortalt med fokus på smertepunktet i Gasolin's kemi. De opslidende interne stridigheder, der samtidig formede orkestret til en unik struktur. Især Kim Larsen og Franz Beckerlee i de to 'hovedroller' er veloplagte fortællere.

En særlig ungdomstid og en særlig tid for dansk musik genoplevet med nøgtern selvironi og ømhed på fællesskabets vegne. Det ligner dansk dokumentarfilms gennembrud ved billetlugerne.

Politiken: Gasolin rammer landets biografer (*****/******)

POL.DK: Anders Østergaards 'Gasolin'' er den film om det afgørende, danske band, man har ventet på så længe. Det mener Politikens anmelder, der giver dokumentarfilmen fem stjerner ud af seks mulige.

»Jeg ville spille blues, Kim ville højskolesangen. Vi måtte jo mødes et sted«.

Manden, der taler på lærredet, er guitaristen Franz Beckerlee. Stedet hvor blues og højskolesangen mødtes til akkompagnement af bragende skænderier, indædte diskussioner og et ganske særligt kammeratskab i en ganske særlig tid var rockbandet Gasolin'.

Emnet for en ny film af Anders Østergaard, der også stod bag 'Tintin og mig'.

Gasolin'. Navnet er amerikansk, men bør udtales på det fedeste, fladeste dansk. Østergaard fortæller historien om Kim Larsen & Co. ved at stille det gyldne Beatles-spørgsmål: Hvad gør - ud over talent - et band stort?

I nogle tilfælde er svaret en voldsom indre modsætning, som ender med enten at ødelægge bandet eller gøre det enestående. Som tilfældet skulle blive med Gasolin', hvor uforenelige gemytter og smagsløg kun var enige om én ting: At ofre alt for musikken.

Modsætninger mødes

'Hey Joe' mod 'Ølhunden glammer'. Jimi Hendrix kontra Osvald Helmuth, som Østergaard præcist spidsformulerer modsætningen mellem guitaristen Franz Beckerlee og sangeren og sangskriveren Kim Larsen i sin film om Danmarks største rockband.

Den stil- og selvbevidste Beckerlee, der kom til Hendrix via avantgardejazz og ikke kunne drømme om, at rock'n'roll kunne synges på så uncool et sprog som dansk. Den uprøvede Larsen med det enorme gåpåmod, der knoklede med ordene og guitaren i døgndrift, hørte Steppeulvene synge på dansk og så lyset.

Naivistisk eventyr

Her startede det bråvallaslag om Gasolin's sjæl, der kom til at forme bandet, dets succes og dansk rock. Hvor Skaløes danske sprogrevolution var syret, var Larsens snarere naivistisk. Ikke naiv eller banal, som Beckerlee mistænkte, men den danske sang forvaltet som et naivistisk eventyr om ungdomsoprørets drømmere.

Sangen om dem, der turde tage en chance. Fortalt som begmand til det bestående, men med et underliggende blik for en dybere forbindelse mellem det gamle og det nye. Noget som løftede Larsens sange ud af ungdomsoprørets naive kontekst og ind i en dyb dansk tradition. Tonen tættere på Halfdan Rasmussen end Timothy Leary.

Slagsmålet driver værket

Det opslidende og kreative slagsmål i eksplosionsmotoren Gasolin' driver Anders Østergaards film frem.

Fundamentet er en række solo-interview med de fire Gasser. Klippet sammen så det fremstår som en kronologisk diskussion. Et eminent arbejde af klipperen Anders Villadsen. 'Gasolin'' er på mange måder en traditionelt fortalt film med talende hoveder, arkivmateriale og en passende ydmyghed over for et stykke historieskrivning, som har været ventet med længsel.

»Så lad os dog få det dokumenteret. Få det ud af verden«, lyder Kim Larsens første salut. Men man sidder faktisk og bliver helt glad for, at det først sker nu. Med al den selvironiske, overbærende og kærlige distance, der gør ikke bare Kim Larsen til en stor fortæller, men også fremhæver Wili Jønsson og især Beckerlee som veloplagte erindringsmænd.

Der er noget næsten zen-agtigt over Beckerlees klarsyn. Godt gået i betragtning af, at han fremstår som taberen af magtkampen, som ham der tog fejl.

Uregerlig hundehvalp

Beckerlee tog fejl. Larsen fik ret. Men ikke fordi Beckerlees synspunkt var tosset. Engelsk skulle også i Danmark på mange måder forblive det dominerende rocksprog. Hvad han ikke forstod var, hvor ligegyldige hans principielle holdninger var, konfronteret med Kim Larsens tøjlesløse talent.

Modsætningen mellem de to typer, de to verdensbilleder på spil i orkestret, er Anders Østergaards chance for at holde historien i et fast greb fra start til slut. Det udmønter sig bl.a. i et uhyre interessant portræt af Kim Larsen som ungt menneske. En uregerlig, hyperaktiv Skt. Bernhardhvalp, men også indædt stædig i forfølgelsen af sine musikalske drømme.

En særlig tid

Det er helt logisk, at Østergaard har valgt at fokusere på de formative år. De år, hvor Gasolin' først fandt sammen og derefter langsomt fandt ud af, hvem de var, hvad de kunne, og hvorhen de skulle.

Det bliver historien om dengang, de to jazzmusikere og barndomskammerater Franz og Wili trak i afghanerpelsen og i 1969 lavede et beatorkester med pigtrådstrommeslageren Bjørn Uglebjerg og en gevaldig gavflab ved navn Kim. Uglebjerg blev to år senere skiftet ud med Søren Berlev. Han orkede ikke de evindelige skænderier.

Det bliver historien om en særlig tid. Hippiernes korte guldalder på Christianshavn. Miljøet omkring Sofiegården. En port i tiden og bevidstheden, der stod åben og kunne føre til hvad som helst. For de fire gutter, der fragtede instrumenter og grej rundt på en trækvogn, førte den i første omgang til konstante opgør snarere end masser af succes.

Skulle Kim Larsen have lov til at spille guitar. Nix, sagde de andre. Skulle han have lov til at synge på dansk? Kun langsomt og modstræbende kom den gryende bevidsthed om, at hvad der var godt for Larsen, var godt for Gasolin'. At det, som i et rigtigt eventyr, var bandets Klods-Hans, der skulle vinde det halve kongerige.

Kim kunne ikke synge på engelsk

De første sange var på engelsk. Også de første sange som pladeselskabet CBS udsendte i 1971. Engelsk var jo ikke bare det fede rocksprog. Det var også det nødvendige sprog, hvis man havde internationale ambitioner. Gasolin' havde ambitionerne, men Østergaards film minder ubarmhjertigt om kendsgerningerne: Kim Larsen kunne ikke synge på engelsk.

I hvert fald ikke så det lød blot tilnærmelsesvis som en slags amerikansk. Et forsøg på at erobre Amerika skulle senere slå ynkeligt fejl. Logisk nok, for hele magien lå netop i Gasolin's skabelse af en særlig dansk sprogtone.

Plads til soloplade

Kampen om sproget, og dermed kampen mellem Beckerlee og Larsen, bliver filmens omdrejningspunkt. Velkendt er historien om produceren og pladeselskabsmanden Poul Bruun, der reddede Gasolin' og var med til at grundlægge Kim Larsens solokarriere, da han foreslog, at Larsen skulle få luft for sine ambitioner og frustrationer på en soloplade.

Solopladen blev dundersuccesen 'Værsgo'. Velsagtens for at udnytte dette afgørende vendepunkt i historien om Gasolin's magtbalance optimalt får Anders Østergaard fortalt det, som om 'Værsgo' (1973) blev udsendt imellem de to første Gasolin-plader fra 1971 og 72 og ikke efter. Pointen bliver nu nærmest, at 'Værsgo's succes bliver afgørende for kvantespringet 'Gasolin' 2'.

Man kan hævde, at solo-bestræbelserne frisatte Larsens danske sangskriversjæl, men ikke ophæve kronologien for at skærpe dramaturgien.

Dansk musikrevolution

Men under alle omstændigheder var det en musikrevolution i Dannevang, da den dansksprogede 'Gasolin' 1' kom på gaden i 1971 og året efter blev overtrumfet af 'Gasolin' 2'. En klassiker og som eksempel til efterfølgelse nok den vigtigste plade i dansk rockhistorie.

Set i bakspejlet er det mest forbløffende i virkeligheden, at 'Gasolin' i flere år overlevede og blomstrede på trods af Larsens dundersucces som solist.

Skønhedspletter

Det kronologiske krumspring er ikke eneste skønhedsplet. Det virker underligt at bruge fotografen Susanne Merz som vidne, når filmen i øvrigt næsten ingen vidner bruger.

Og brugen af rekonstruerede figurer er tæt på det corny.Men de bliver opvejet af, at også digteren Mogens Mogensen og den engelske producer Roy Thomas Baker bliver fortalt på plads i historien efter fortjeneste.

Ligesom Østergaard virkelig vittigt udnytter københavnerknægten Kim Larsens drengefascination af helten Kirk Douglas' ubændige frihedstrang og nysgerrighed som 'Odysseus'.

Drømme leves ud

'Gasolin' er ikke blot rockromantisk underholdning af første klasse. Den er både rørende og tankevækkende i sin stædige fokusering på rockbandets kemi, og hvad det vil sige at leve sine drømme ud uanset omkostninger. Et taknemligt emne? Jovist, men fortalt med beundringsværdig stram fokusering på smertepunktet i succeshistorien 'Gasolin''.

Det er et kulturhistorisk dokument som kulørt og uimodståeligt foldes ud for øjnene af os. Og så er det selvfølgelig for mange af os vores lydspor til ungdomslivet. Gasolins lyd og Larsens sange. Det, der, uanset årstid, stadig på en sommerdag gør sindet blødt som banan.

Fi-fi - men knap så fjong

BERLINGSKE.DK: Alle fire gasser var i aftes til premiere på dokumentarfilmen om Gasolin'. Den skuffer dog lidt, mener Berlingske Tidendes anmelder.

I aftes lagde Imperial-biografen i København lærred og rød løber til gallapremieren på »Gasolin'« - filmen om dansk rocks største band nogensinde. Gasolin' gik i opløsning for 25 år siden, men de fire »gasser« - Kim Larsen, Franz Beckerlee, Søren Berlev og Wili Jønsson - var for en sjælden stund samlet på en scene i aftes, da de inden filmen blev hyldet i Imperial.

»Jeg har fået lov at sige et par ord på vegne af orkestret, da jeg er både det smukkeste, klogeste og ældste medlem. Vi har sagt ja til det her projekt, fordi Anders Østergaard har været meget ihærdig, og fordi han har lavet to fremragende film tidligere,« sagde Gasolin's bassist Wili Jønsson om filmens instruktør Anders Østergaard.

Dernæst takkede Jønsson Kim Larsens og Franz Beckerlees mødre for at have givet Gasolin' husly og startet en fanklub i bandets tidlige år, og til slut takkede Jønsson »min smukke kone for at have leveret hash og smøger til os i de første tre år.«

»Gasolin'« får i dag premiere i 41 biografer landet over, og i dagens aviser hæfter begejstrede anmeldere både fem og seks stjerner på filmen Den lever dog ikke op til forventningerne hos Berlingske Tidendes anmelder Thomas Søie Hansen, der giver tre stjerner.

Han savner oktan og drive i filmen, der lider under, at Gasolin's frontfigur og største flab Kim Larsen ikke åbner helt op om op- og nedturene med Gasolin'. Dagens AOK følger i Gasolin's fodspor gennem København og fortæller blandt andet, hvordan vægmaleriet på Andy's Bar i Gothersgade endte på coveret til »Gasolin' 3« og hvordan gruppen i sin tid skabte panik i Illum.

Berlingske Tidende: For lidt brændstof i »Gasolin'« (***/******)

BERLINGSKE.DK: Gasolin' er dansk populærkulturs guldhorn. Nu fortæller de noget af historien om sig selv i en lidt for kærlig og naiv film. Den rigtige Gas'-historie får vi aldrig.

Hvis nogen troede, at Gasolin' satte sig med guitarerne og spandt et ørehængende kvæd på bolværket ved Christianshavns Kanal over en høker, ja, så kan Kim, Franz, Wili og Søren fortælle en anden historie. Om orkesterets hårde fødsel. Interne ramaskrig og børnehave-lignende tilstande, hvor voksne mænd gemte sig for hinanden. En trommeslager kom aldrig tilbage, ægteskaber røg etc.

Hvem kan andet end glædes euforisk ved tanken om, at gasserne for alvor inviterer offentligheden indenfor i Anders Østergaards premiereaktuelle dokumentarfilm, »Gasolin'«. For på den måde at lukke kapitlet om det største og mest betydningfulde orkester i dansk musikhistorie. Endegyldigt og autentisk.

Det er 28 år siden Larsen, Beckerlee, Jønsson og Berlev første gang forsøgte at begrave Gasolin'. Men vi - storforbrugerne af musikken og myten - har naturligvis aldrig tilladt kisten at blive nedsænket. Melodierne og det omkring har simpelthen været for dragende. Hvilket har hængt Kim Larsen ud af halsen. Så derfor tager man næppe munden for fuld, hvis man konkluderer, at Larsen medvirker i »Gasolin'« af én grund: at han for fremtiden vil kunne henvise fans og nostalgikere med Gas'-spørgsmål til filmen.

Men det kan han imidlertid godt glemme, og det er helt og holdent hans egen skyld. For Kim Larsen fortæller gerne om de glade dage, uskyld og venskab mens kameraet snurrer. Han er tillige en gudsbenådet fortæller, men han fortæller kun dét, han selv vil. Det er ikke meget, og det er slet ikke noget virkelig interessant. Og bruddet forholder han sig slet ikke til.

Reservemotor

Det er Larsens valg. Og derfor har Anders Østergaard måttet lede med lys og lygte efter en sekundær motor til at bære filmen frem. Det er endt med at blive amatøren og den folkelige skolelærer Larsen sat over for den erfarne- og kunstneriske artjazzer/Hendrix-fan Beckerlee, og det øger Beckerlees status i Gas'-historien. Der er ingen grund til at betvivle polernes kamp. Men vi ved jo alle sammen godt, at kampen, lige efter at stilen var fundet og sproget skiftet fra engelsk til dansk, blev kæmpet på Larsens præmisser. Larsen kunne have slukket Gasolin's stjerne anytime. De andre kunne udskiftes, det kunne Kim Melius Flyvholm Larsen ikke.

Som i Anders Østergaards tidligere, og absolut fremragende, film om den svenske pianist Jan Johansson og tegneseriehelten Tintins fader, belgiske Hergé, har han brugt stemningsfulde tidsbilleder, gamle klip og rekonstruktioner af nøglescener for at visualisere det, der tales om og dermed øge den dramaturgiske spænding. Også her virker det efter hensigten.

Der er nok kommet en sammenhængende film ud af Østergaards let naive kærlighedserklæring til Gasolin'. Men det er ikke den store film, den vi alle sammen vil se - dén der punkterer myter, mennesker og musikken. Dén har Anders Østergaard ikke lavet. Han har lavet en jævn historiefortælling, som ikke piller ved den substans og materie, som man ved, der er i Gasolin's historie. De store spørgsmål er ikke blevet mindre, endsige besvaret.

Et eller andet sted kunne man have sagt sig det på forhånd. Larsen gider jo ikke, og det faktum bliver således næsten et forsvar for Østergaards godmodige opgaveløsning. Thi ingen andre end Larsen selv kan nå rundt om Gasolin'. Og spørgsmålet er måske endda, om ikke Gasolin' er løbet selv gårdsangeren af hænde. Jeg tror det.

Og Larsen er skide ligeglad.

Weekendavisen: Husker du...

WEEKENDAVISEN.DK: Nostalgi. Anders Østergaards dokumentarfilm om rockgruppen Gasolin’ er nænsom, loyal og ekstremt godt skruet sammen.

Gasolin’. Instruktion og manus: Anders Østergaard. Foto: Simon Plum. Danmark 2006. 92 minutter. Dagmar, Grand, Empire, Palads, CinemaxX, Kbh., samt 36 biografer landet over.

EFTER Anders Østergaards følsomme portrætfilm om henholdsvis den svenske pianist Jan Johansson og om Tintin og hans skaber Hergé kan den danske dokumentarist nu se sin nye film få premiere i imponerende 41 biografer. Alene dét er en helt fantastisk præstation, men emnet er også decideret folkeeje. Rockgruppen Gasolin’ blev ganske vist opløst for 28 år siden, men bandet står stadig solidt plantet i danskernes fælles bevidsthed, både som fænomen og kunstnerisk værk i kanonklassen.

For et par år siden udkom cd-sættet The Black Box med alle gruppens LP’er - det solgte forrygende 130.000 eksemplarer.

At interessen for Gasolin’ stadig lever og har det godt her tre årtier efter at de var aktive på musikscenen skyldes kort og godt musikkens kvalitet. Deres sange kombinerede dansk hverdagspoesi med kompetent rock’n’roll og besad uomstridelige musikalske kvaliteter.

Anders Østergaards nænsomme, loyale og stedvis rørende film fortæller historien om gruppens opståen, storhed og opløsning fra de fire musikeres egen mund. Sangeren Kim Larsen, guitaristen Franz Beckerlee, bassisten Wili Jønsson og trommeslageren Søren Berlev beretter med hver sin stemme om begivenhederne, og interviewene er klippet sammen med gamle Gasolin-optagelser, nøje udvalgte arkivfilm fra samtiden og elegante rekonstruktioner, som yderst nænsomt og smagfuldt illustrerer erindringsglimtene, røverhistorierne og sangteksternes indhold.

Gruppens medlemmer mødtes i slumstormermiljøet i Sofiegården på Christianshavn, og lige fra begyndelsen står det klart, at den energi og drivkraft, som bragte gruppen til tops også var det, som splittede den ad. Gruppens to store egoer Kim Larsen og Franz Beckerlee var som dag og nat, begge to lige ambitiøse, men i hver sin retning. Kim ville synge på dansk, Franz syntes rock skulle være på engelsk. Kim ville synge højskolesange og Franz ville spille blues. De skændtes altid, faktisk så meget, at den første trommeslager skred fra gruppen på grund af det.

Pladeselskabet skar igennem og sagde »syng dansk!«, og da en pladekarriere var højest på ønskeseddelen hos alle, blev det sådan.

Faktisk var gruppen lige ved at blive opløst allerede efter deres første plade, kun et kompromis, hvor Kim fik kontrakt på en soloplade (det blev til den eviggrønne Værsgo’), gjorde, at medlemmerne ikke gik hver til sit.

Det hjalp også på gruppe- og selvfølelsen, at Gasolin’ kom under en engelsk pladeproducers vinger og fik tilført en dengang trendy og moderne lyd, som var med til at hæve dem op på en piedestal i det danske musiklandskab. Ingen var professionelle og tjekkede som Gasolin’ - i hvert fald udadtil.

Konflikterne i gruppen var konstante, men filmen viser, at netop de konflikter og den spænding var udslaget, der gjorde at Gasolin’ brændte sådan igennem og kunne opnå så stor succes. Ikke bare herhjemme, men faktisk også i Norge og Sverige, hvilket filmen dog ikke berører.

Anders Østergaards Gasolin’ er nemlig ikke en detaljerig musikarkivarisk gennemgang af gruppens meritter, det er en fokuseret fortælling om kreativitet og hvordan kunst opstår og skabes. Akkurat ligesom hans film om Jan Johansson og Hergé handlede om inspirationen og motivationen for at lave kunst. Helt naturligt er det derfor, at Gasolin-filmens vigtigste tema netop er forholdet gruppen imellem og Larsen og Beckerlee især. Fokus ligger altså ikke på deres personer, men på hvoran deres personligheder fungerer sammen og hvad, der kommer ud af mødet.

Franz Beckerlee fremstår som et følsomt menneske, der efter en kærlighedsløs barndom spillede sig til anerkendelse, først som en af Danmarks tidligste avantgarde jazzmusikere og siden som fuldt udfoldet rockstjerne med stort hår, fancy tøj og teatralske manerer under guitarsoloerne. For ham stod der meget på spil.

Det gjorde der også hos Kim Larsen, den læreruddannede buldrebasse med de store armbevægelser og en sælsom iboende sans for det folkelige. Kim Larsen ville komme folk ved, ikke imponere dem eller nødvendigvis tage dem med storm.

Gruppens enorme succes dvæler filmen helt usentimentalt ikke ved, op- og nedture beskrives ligeværdigt i, hvad der viser sig at have været både en stormfuld tid og benhårdt arbejde for de involverede i alle de ni år »rejsen« varede. Ærgerrigheden og ambitionerne fik frit løb, da bandet forsøgte at indtage selveste USA med en koncertturne i 1976, som var en monumental fiasko, der sugede pengekassen tom og sled på humøret.

Drømmen om noget større symboliseredes i gruppens efterfølgende par leveår stadig i form af Franz Beckerlees elskede Stars-and-Stripes-mønstrede jakke, og netop bruddet fremstår i filmen som en tre-mod-en situation, hvor den stædige men måske også lidt verdensfjerne Beckerlee stod tilbage som den forladte. Kim Larsens succes med sine helt egne sange i sine side/soloprojekter pressede på, og han måtte videre. Hans videre karriere er det vist ikke nødvendigt at opridse.

Gasolin’s niårige liv er for intet at regne imod deres musik, som lever og har det godt i dag - så mange år senere. Filmen om gruppen er en nostalgisk rejse og et kollektivt kunstportræt af højeste kvalitet. Æstetisk er filmen en udsøgt nydelse. De rekonstruerede scener og indklippede illustrationer af sangtekster er udført med stor opfindsomhed og loyalitet, så billeder og lyd hele tiden samspiller på ypperste vis. Her skal klipper Anders Villadsens arbejde fremhæves, det er dybt imponerende, hvordan så mange elementer kan styres så roligt og sikkert.

Anders Østergaard cementerer sin position som en af dansk dokumentarfilms tunge drenge, hans talent er særligt og stort, det bliver spændende at se, hvad han finder på næste gang.

Gasudslip

URBANAVIS.DK: Anders Østergaards dokumentarfilm om Gasolin er langtfra den ultimative dokumentarfilm om bandet. Men tættere på kommer vi nok desværre ikke.

Hvis du drømmer om den endegyldige dokumentarfilm, der fortæller hele historien om et af dansk musikhistories største bands, så vil du sandsynligvis gå skuffet fra ‘Gasolin’.

Men sådan en film kan nok slet ikke laves. For det første fordi der ikke findes tilstrækkeligt med filmmateriale fra dengang, og så fordi de fire gasser ikke ligefrem er over-ivrige efter at rode op i fortiden. Det er for eksempel ikke lykkedes Anders Østergaard at placere dem i samme rum til et gruppeinterview.

Det er heller ikke lykkedes ham at trænge rigtigt ned i dramaet mellem Franz Beckerlee og Kim Larsen. Et drama der fungerer som filmens dramatiske akse, uden at nogen tør gå rigtigt i dybden med, hvad der egentlig skete.

Musikken holder

Anders Østergaard har lavet en film, der fortæller noget om stemningen, tonen, i Gasolin. Den større sammenhæng må vi gætte os til. Problemet med de manglende dækbilleder har Østergaard forsøgt løst, ved hjælp af hvad han kalder ‘Documentary of the Mind’, hvor billederne illustrerer det, der bliver sagt og tænkt, ofte på ganske associerende vis. For eksempel er der en række rekonstruerede passager, hvor spøgelsesagtige skuespillere kopieres ind i nutidens København. Som skygger af Larsen og co. En vovet ide, der desværre ikke rigtigt fungerer.

Trods de åbenlyse problemer er ‘Gasolin’ dog en underholdende film – fordi især Kim Larsen er en underholdende person, både i nutiden og på arkivmaterialet. Jo mere man ser af filmen, jo mere står det klart: Uden Kim Larsen intet Gasolin, og uden Gasolin ingen Lune Larsen. Men hvorfor er der næsten ingen af de mennesker, som omgav Gasolin, der får lov til at give deres besyv med? Det havde givet fortællingen substans som mere end et postulat.

Du sidder underligt uforløst tilbage efter ‘Gasolin’, uden egentlig at være blevet så meget klogere. Men dog med en række fede sange ringende i ørerne. For musikken – den holder stadig. lks@urbanavis.dk

Gasolin. Instruktør: Anders Østergaard. Længde: 92 minutter. Tilladt for alle.

Fed lykke til alle (******/******)

BT.DK: »Gasolin'« lever utroligt nok op til alle de forventninger, man måtte have til en film om Danmarks nationalorkester.

Okay, man er så et gammelt fjols og sågar ikke engang længere forfængelig nok til så meget som at anfægte denne tingenes uafvendelige tilstand.

Men jeg forlod altså biografen efter mødet med instruktør Anders Østergaards på alle måder smukke film om og hyldest til alle tiders største danske rockband, Gasolin', med en klump i halsen og en sang på vej i hjertet:

»Som et strejf af en dråbe/ fik vi lov til at håbe/ på de ting, som skal komme/ før end livet er omme,« lød Kim Larsens stemme lige så stille på dørtrinnet til hjertekammeret.

Dén sang lukker sammen med »Refrainet er frit« filmen »Gasolin'«. Begge er det sange - som så mange af Gasolin's klassikere var det - om, at livet vitterlig er kort, lykken sgu er slidt, men - i sandhed - skide være med det, for refrainet er frit.

Vi har ikke så lang tid hér på planeten, men livet skal villes, og drømmene skal forfølges i den korte tid, vi har til det.

Livet og drømmene om, hvad man kunne få ud af samme var selve Gasolin's raison d'etre. Det er dét, »Gasolin'« og dets historie handler om. Hér næsten 30 år efter dansk rocks svar på guldhornene gik hver til sit, bliver historien langt om længe fortalt af Kim Larsen, Franz Beckerlee, Wili Jønsson og Søren Berlev selv.

Aldrig fortalt så morsomt

Okay, historien er fortalt før. Historien om de fire væsensforskellige københavnere fra de mødtes dér sidst i 60erne, til de - efter gennem små ti år at have erobret den plads i folkets hjerte, som de stadig besidder suverænt - gik fra hinanden i 1978.

Men historien er aldrig blevet fortalt så morsomt - specielt af en ualmindelig veloplagt Kim Larsen - rørende og på én gang lidenskabsløst og alligevel dybt lidenskabeligt, som den bliver i »Gasolin'«.

På sæt og vis er filmen noget af en tude tour de force - specielt naturligvis for en gammel fan. I og med at man græder af glæde, når man genser de gamle klip med gasserne og hører de fede sange igen, og man forsøger om og om igen at synke den dér klump i halsen og få den til at blive nede, når man oplever en tydeligt rørt Franz Beckerlee, der tydeligvis - og som den eneste - den dag i dag er ked af, at Gas gik fra hinanden, da de gjorde det.

Endelig kan det også godt blive til en fugtning af øjenkrogene, når man takket være Østergaards fornemme blik for billeder og detaljen (gen)oplever dén tid, han skildrer. En tid, som er så uafvendelig en del af Gasolin's historie. Et Danmark før verden gik af lave eller måske ligefrem helt ad helvede til. Et Danmark med plads til de skæve eksistenser. Et Danmark med plads til, at et band, som egentlig oprindelig spillede som et ustemt trut i Kong Volmers røv, fik tid og plads til at udvikle sig til dét orkester, vi - næsten 30 år efter deres opløsning - stadig kalder Danmarks national-rockband.

Fordi de ville det. Fordi de - på trods af at Beckerlee ville spille blues, mens Larsen hellere ville højskolesangbogen, som de siger - havde den dér drøm, som de altså måtte gå efter.

Lydsporet til talrige menneskers liv

Nå ja, og så endte de jo med at skrive nogle ret fede sange.

»Jeg ved ikke, men Gasolin' var altså bare noget, vi kunne mærke, vi skulle,« som Franz siger på et tidspunkt.

En film om sådan et band? Om selveste Gasolin'? Det lyder som en umulighed, for hvis nogensinde et emne for en dokumentarfilm har fortjent det bedste (til mig og mine venner) - ja, vel nærmest det umulige - må det nødvendigvis være det orkester, hvis musik de sidste næsten fyrre år har tjent som lydsporet til talrige menneskers liv, og som formentlig vil fortsætte med det i mange år fremover.

Men Anders Østergaard har givet dem det bedste. Han har lavet en film, som såvel billed- og følelsesmæssigt som fortælleteknisk overgår langt det meste af, hvad man ellers har set af rockumentaries, som sådan noget hedder på moderne dansk.

Skide så være med, at der hist og her er lidt koks i kronologien, for Østergaard har lavet denne film ud fra det eneste kriterium, som til hver en tid er gangbart: kærlighed!

Jeg gik fra biografen opfyldt med en besynderlig blanding af sorg, savn og lykke. Sorg og savn selvfølgelig fordi filmen minder én om, hvad man ikke længere har, men lykke, i og med at filmen - og Gasolin' - sandelig også gør opmærksom på, hvilke skatte vi har fået. Og som vi jo har endnu og altid.

Det er snart mange år siden, vi blev strejfet af dråben... men kærtegnet fra den kan de af os, som elsker Gasolin', mærke endnu.

Fed, fed lykke til alle? Det tror vi på...

»GASOLIN'«, dansk 2006, instruktion Anders Østergaard. Premiere over hele landet.

Gasolin sagde nej til 4,5 millioner

BT.DK: Gasolin takkede pænt nej til Skanderborg Festivalens tilbud om 4,5 millioner kroner for bare et enkelt nummer.

Det skriver APN.dk
De er blevet spurgt om det utallige gange, og hver gang har svaret været nej, nej og atter nej. Ikke en gang mere end en million kroner pr. mand for et nummer kunne få de aldrende legender til at gå op på scenen og spille sammen.

- Da Skanderborg Festivalen fyldte 25 år, blev vi tilbudt 4.5 mio. kr. Og der sagde vi pænt nej tak. Det ville være for underligt at stille sig op som fire gamle mænd, der kalder sig Gasolin, afslører Franz Beckerlee over for APN.

Gasolin-film: Omstigning til fortiden (*****/******)

JP.DK: Kim Larsen og gasserne vækkes humoristisk til live i Anders Østergaards smittende portræt, der også bliver en hel lille Danmarks-film.

»Jeg skulle altid lige se, hvad der gemte sig rundt om hjørnet. Du er ikke en fri mand, hvis ikke du tager chancer,« siger Kim Larsen, der fik vakt sin indre opdagelsesrejsende, da han som dreng så Kirk Douglas i "Odysseus".

Film kan inspirere til meget, og det gør Anders Østergaards Gasolin'-portræt skam også. Gasserne får selv lov til at sætte ord på, og det gør de uden sentimentalitet, men læsset med fortælleglæde og anekdoter fra livet både i og uden for overhalingsbanen.

»Hvad kører den på?« spørger den unge folkeskolelærer Kim Larsen, da han møder de første hippier i slumstormerborgen Sofiegården på Christianshavn. Hvorefter han erhverver sig sin første guitar, dropper at bekymre sig om sin studiegæld og sætter båthorn på barnevognen, så han kan komme hurtigt frem i sit nye dobbeltliv som hjemmegående far og storbyboheme

Tårnhøje forventninger til Gasolin-film

BERLINGSKE.DK: Det med spænding ventede Gasolin-portræt har helt usædvanligt for en dokumentarfilm premiere i 41 biografer.

Fredag den 10. marts har Anders Østergaards dokumentarfilm "Gasolin'" premiere i 41 biografer i hele landet.

Det er det hidtil største antal premierebiografer for en dokumentarfilm i Danmark.
Lanceringsbudgettet på 1,25 mio. kr. er også det højeste nogensinde til en dokumentarfilm. Det vidner om tårnhøje forventninger til denne film, som fortæller historien om bandet Gasolin' - for første gang nogensinde med Kim Larsen, Franz Beckerlee, Søren Berlev og Wili Jønssons egne ord.

Som inkarneret Gasolin' fan, var det kærligheden til musikken som fik Anders Østergaard til at drømme om, at han, 25 år efter bandets opløsning, kunne få lov til at dokumentere historien om dette legendariske rockorkester gennem interviews med de fire bandmedlemmer.

At dømme efter forhåndsinteressen for projektet ser det ud til at være lykkedes. "Gasolin'" er produceret af Helle Winther og Jacob Høgel for Cosmo Doc. Filmen er fotograferet af Simon Plum og klippet af Anders Villadsen.

Anders Østergaard fik sit store gennembrud med den prisbelønnede dokumentarfilm "Tintin et moi" om tegneserieskaberen Hergé fra 2003 og har tidligere bl.a. instrueret "Troldkarlen" fra 1999 om den svenske pianist Jan Johansson.

Det Danske Filminstitut har støttet filmen med 2,8 mio. kr.

Gasolin er ugens VIP–topgæster

Event-magere drømmer denne uge om at se fire fugede fjæs til deres VIP-fester.

For en gangs skyld er det ikke nødvendigt at spørge yngre kolleger på netredaktionen, hvem det egentlig er, der figurerer på VIP-listen fra PB Action, som hver uge udgiver en rangliste over de danskere, som vil være det største scoop at få som gæst til en gallafest.

Øverst på denne uges liste er såmænd de velkendte navne fra film-aktuelle Gasolin: Larsen, Beckerlee, Berlev og Jønsson er denne uges perfekte VIP-firkløver, som ifølge PB Action kan kaste glans over ethvert arrangement med lønligt håb om at komme i billedpressen.
Længere nede ad listen finder man endda endnu et fuget ansigt, Jesper Christensen, som selv ældre netjournalister må tilstå at have hørt om. De øvrige på listen kan så glæde sig over at vide, at de klart må anses for ungdommelige - i det selskab:

1. Kim Larsen, musiker
2. Franz Beckerlee, musiker
3. Søren Berlev, musiker
4. Wili Jønsson, musiker
5. Charlotte Munck, skuespiller
6. Iben Hjejle, skuespiller
7. Casper Christensen, TV-stjerne
8. Trine Dyrholm, skuespiller
9. Jesper Christensen, skuespiller
10. Jan Elhøj, TV-vært

Kilde: PB ACTION Fest & Eventbureau

»Gasolin' er bare en god historie«

BERLINGSKE.DK: Filminstruktør Anders Østergaard har siden sin fødsel vidst, at Gasolin' var så god en historie, at han bare måtte fortælle den. Og drømmen er gået i opfyldelse med filmen »Gasolin'«, der har premiere på fredag. Vi tæller ned til dagen med en filminstruktør, der har nerver på, men alligevel har en god følelse i kroppen.

Filminstruktøren Anders Østergaard sætter ydmygt sig selv i baggrunden. Filmen »Gasolin'« er slet og ret Gasolin's historie fortalt af bandet selv, siger han. Men det er Anders Østergaard, der har samlet stumperne og limet dem sammen igen. Det er ham, der har gravet anekdoter, musikbidder og gamle videobånd frem og komprimeret det hele til den første rigtige film om Gasolin' – som har premiere på fredag.

5. Hvordan begyndte projektet?
»Ideen til Gasolin'-filmen har jeg haft i mange år, faktisk før jeg begyndte at lave film. Jeg har altid haft lyst til at formidle Gasolin's univers i billeder. I 1997 rendte jeg ind i Kim Larsen, fordi jeg ville lave en kulturserie om de vigtigste film i folks liv, hvor han så stillede op og fortalte om »Rumrejsen 2001«. Dengang fandt jeg ud af, hvor stor hans fortælleevne rent faktisk er.«

4. Hvordan kom du på, at Gasolin's historie skulle fortælles på film?
»Jeg har vidst i min sjæl, lige siden jeg blev født, at der var en god historie i Gasolin'. Derfor har jeg samlet bandet igen. Jeg tager udgangspunkt i historien, hvad bringer den her flok sammen, som er så forskellige. Det er simpelthen Gasolin's historie fortalt af dem selv.«

3. Hvordan forberedte du dig inden optagelserne?
»Researchen var egentlig meget simpel. Vi lavede en aftale om at lave nogle interview, som var uforpligtende fra begge sider. Selvfølgelig havde jeg nogle ideer om, hvad filmen skulle handle om, og hvad jeg gerne ville spørge ind til, men det var netop en meget åben session, hvor de også fortalte historier, jeg ikke kendte. Så historien fik sådan set lov til at vokse frem organisk.

2. Hvordan forløb arbejdet med filmen?
»Da vi havde interviewene i kassen, handlede det om billedsiden. Vi har faktisk filmet samtidig med, at vi har klippet, og det betød, at vi kunne nærstudere og analysere enhver lille tankestreg i deres sætninger og derefter spørge os selv, hvordan kan vi visualisere dette?«

1. Hvad skal du lave på fredag på premieredagen?
»Det ved jeg ikke rigtig. Jeg har nerver på, men jeg har en rigtig god fornemmelse. Når bare fem personer har sagt, det er en god film, så er man rimelig tryg. Der er altid ting, man gerne ville lave bedre, men jeg føler, at den energi, jeg gerne ville sende af sted, er blevet modtaget, og så er jeg jo glad.«

Tim Christensen, sanger og sangskriver

»Som 3-4-årig rendte jeg rundt og sang »op og ned ad gaderne!«. Min moster på 70 havde alle deres plader. Det var jeg rigtig imponeret over. At rigtig mange mennesker stadig sætter Gasolin' højest på deres liste over danske bands, siger meget om deres betydning. Deres musik er tidløs, kompromisløs og oser af, at de totalt har ignoreret, hvad trends og tomme snob-holdninger har dikteret.«

Kasper Eistrup, Kashmir

»Mine forældre havde pladerne, men det var først i 6. - 7. klasse, hvor jeg fik en opsamlingsplade, at jeg for alvor blev fanget ind og begyndte at gå på opdagelse i deres univers, som vel nok er 70erne, men også så meget mere. Med Gasolin' er der blevet stået fast på nogle idealer og en grundholdning, som er universel. De er, for mig at se, Danmarks »The Beatles«.«

Iben Hjejle, skuespiller

»Vi havde stort set alle deres plader, »Sådan«-livepladen endda i to eksemplarer, fordi den blev hørt så meget. Gerne sidst på aftenen, når der var voksenfest. Så stod man der i døren med sin dyne og bamsen og så på de voksne, der svajede i rundkreds til »Masser af succes«. Gasolin' er intet mindre end soundtracket til min barndom...«

Sune Wagner, The Raveonettes

»Gasolin's legendariske katalog vidner om, at der nogle gange findes folk, som formår at skabe et nyt og interessant univers uden at ride med på nogen trends og lignende. For mit vedkommende er »Langebro«, et stort, stort nummer, som rummer så mange forskellige stemninger og identiteter.«

Line Münster-Swendsen, sangerinde i Gasoline

»Jeg blev kvinde med Gasolin´. Da jeg var 6 år, blev min store passion for Gasolin' skabt. Jeg drømte om at være samtlige kvinder i deres tekster. Senere gav sangene mig følelsen af at være ægte elsket og begæret som kvinde - min seksualitet blev grundlagt i Gasolin'! I dag har jeg samlet 4 kvinder og dannet bandet Gasoline. På den måde siger jeg tak til Gasolin´ for deres fede sange.«

Gasolin forever end ever...

BERLINGSKE.DK: De er større end nogensinde. De er kommet i bog, i CD-box, og nu kommer de i biografen. Dokumentarfilmen om Gasolin' er klar til at fortælle historien om et varmt venskab, et band i brand og en kølig afsked. Franz, Kim, Wili og Søren vil gerne have den snart 30 år gamle historie ud af verden. Men de mistede råderetten til den for længe siden.

Aldrig mere Gasolin'

BT.DK: Et historisk øjeblik for de adskillige fans af de danske rocklegender. Selvsamme fans ville med garanti elske en musikalsk forening af de fire. Men ifølge guitaristen i orkesteret, Franz Beckerlee, kan publikum glemme alt om et genhør med klassikere som Rabalderstræde, Langebro og Kvinde min.

Franz Beckerlee: Jeg mistede mest i Gasolin'

BT.DK: Franz Beckerlee ønskede at fortsætte med Gasolin'. Det viste sig, at han stod ganske alene.

»Hvis du tør, så kom med mig...«

BERLINGSKE.DK: Nationens mest sagnomspundne rockorkester, Gasolin, vil blive samlet, når dokumentarfilmen af samme navn har premiere.

Egentlig havde de forsvoret, at det nogensinde skulle ske. At de alle fire overhovedet ville vise sig offentlig på én gang. At bandet, der for alvor gjorde rock'n'roll dansk, igen ville stille samlet op noget sted i landet. Men på torsdag sker det. For første gang. Og fredag sker det tilmed for anden gang.

»Ja, det gør det jo så,« som Franz Beckerlee tonløst siger til Berlingske Tidende.

Mødes to gange

Kim Larsen, Franz Beckerlee, Wili Jönsson og Søren Berlev vil torsdag den 9. marts klokken 21 gå ind af den røde løber i Imperial biografen i København til gallapremieren på Anders Østergaards dokumentarfilm om gruppens historie. Om fredagen vil de alle fire endog sidde bænket ved siden af hinanden, formentlig med hver sin høkerbajer og hver sit askebæger til en times pressemøde i Tivolis Glassal i samme anledning.

»Det er utroligt, men sandt. Men det er de altså gået med til. Sikkert for første, sidste og eneste gang,« som Lene Pia Madsen fra filmselskabet Sandrew Metronome siger.

»Filmen er god og præcis«

De fire medvirker selvsagt alle i dokumentaren, der fredag d. 10. marts har premiere i biografer over hele landet. Kun Beckerlee har set filmen, der skildrer et band i konstant intern strid og udvandt kamp for at drive det til, noget uanset omkostninger. Og guitaristen finder »Gasolin« en »endog rigtig god og præcis film«.

Men Franz Beckerlee kan ikke se, at det skulle være interessant, at de fire vil kunne skues samlet igen. De mødes faktisk jævnligt privat.

»Vi taler bare aldrig rigtig om Gasolin. Vi fortæller mest hinanden røverhistorier og sådan,« siger Franz Beckerlee.